Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

EU og AV-kulturen
Søndag den 1.marts 2020
Danmark fik
rekordstor støtte i 2019
I 2019 modtog den danske audiovisuelle branche 53,8 mio. kroner i direkte støtte fra Europa-Kommissionens Creative Europe MEDIA-program. Det er det højeste danske hjemtag i programmets historie.

– EU er ikke alene miljø- og forbrugerpolitik, politisamarbejde og fri bevægelighed, siger kulturminister Joy Mogensen. – EU er også europæisk kultur med alt, hvad det indebærer af bevaring, produktion, vidensdeling, udbredelse og talentudvikling. Og her i Danmark har vi en stærk film, tv- og computerspilbranche med store ambitioner – også på et europæisk niveau.

Dette er kommet 31 organisationer i den danske AV-branche til gode i 2019. De har nemlig tilsammen modtaget 53,8 mio kr i støtte fra EU, hvilket er det bedste danske resultat siden Creative Europe-programmets start i 2014.

– Det er en positiv udvikling som viser, hvor langt man kan nå, hvis man samarbejder på tværs, tilføjer Joy Mogensen. – Pengene vil være med til at brede danske produktioner ud i Europa og samtidig lade danskerne få glæde af film, tv-serier og computerspil fra andre europæiske lande.

Danmark i top-3

Med de 53,8 mio kr har Danmark placeret sig på en tredjeplads blandt de 36 lande, som modtog støtte i 2019 – kun overgået af de to store nationer Frankrig og Tyskland. For at opnå støtte skal et projekt have "europæisk merværdi", der eksempelvis kommer til udtryk gennem et internationalt samarbejde eller indhold, der afspejler europæisk kultur.

Gennem Creative Europe-programmet støtter EU således hvert år europæisk kulturudvikling, -arv, -formidling og -aktører, og gennem dets delprogram MEDIA går støtten målrettet til den europæiske audiovisuelle branche.

Det nuværende Creative Europe-program har kørt siden 1. januar 2014 og slutter 31. december 2020, hvorefter programmet træder ind i en ny syvårig periode med et nyt budget, der i øjeblikket forhandles i Bruxelles.

14 støtteordninger

MEDIA-delprogrammet består af 14 støtteordninger til blandt andet udvikling af videospil, fiktions- og dokumentarfilm, produktion af tv-programmer, distribution af europæiske film, filmfestivaler, onlineplatforme og udbydere af efteruddannelseskurser.

EU støtter på den måde hele "cyklussen" for den audiovisuelle kultur, lige fra kompetenceudvikling af dens skabere, over selve skabelsen til at give det europæiske publikum adgang til europæisk indhold.

Det ses eksempelvis med Fonden De Københavnske Filmfestivaler, der står bag CPH:DOX. Fonden modtog samlet 2,4 mio kroner i MEDIA-støtte i 2019, bl.a. til børnefilmfestivalen BUSTER.

Tv-serier

Den største støtte til Danmark kom via ordningen for produktion af tv-programmer. Her fik 7 danske produktionsselskaber støtte til 8 projekter, der bl.a. tæller DR-serien "Fred til lands", krimiserien "Dan Sommerdahl" og 10 nye episoder af dokumentarserien "Børnene på Silkevejen".

Miso Film opnåede det størst mulige støttebeløb på 1 mio euro til produktionen af den kommende TV 2-serie "Efterforskningen", der har Søren Malling og Pilou Asbæk på rollelisten. Serien har forventet premiere til efteråret.

I alt modtog danske producenter 21,7 mio kroner i støtte til produktion af tv-programmer.


Gå tilbage

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+