Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Streaming
Søndag den 9. februar 2020
TV 2 Play passerer
600.000 abonnementer
Kampen om kunderne har aldrig været hårdere. Kundernes adfærd presser alle markedets aktører, og i den situation er det helt afgørende, at de danske medievirksomheder deltager aktivt i den distributionsmæssige udvikling.

– I den stadig stærkere konkurrence kæmper vi for at bevare pengene på danske hænder – til brug for fortsat høje investeringer i det danske indhold, sagde TV 2s viceadministrerende direktør Flemming Rasmussen, da man holdt Producenternes Dag på Kvægtorvet i Odense. Han kunne samtidigt oplyse, at streamingtjenesten TV 2 Play fortsat vokser og nu har passeret 600.000 abonnementer. Da tjeneste blev relanceret i 2012 som TV 2 Play, havde den 56.000 abonnementer, så der er virkelig sket noget siden da.

– Forbrugerne har fået nye vaner, og den ændrede kundeadfærd presser alle aktører i markedet, tilføjede Flemming Rasmussen. – Kampen om kunderne har aldrig været hårdere, og i et presset marked er det vigtigt, at TV 2 Play vokser.

– De færreste tænker måske over det, men TV 2 Play er målt på abonnementer den næststørste tv-distributør herhjemme efter YouSee.

Vokser ikke ind i himlen

TV 2-direktøren fastslog også, at TV 2s digitale vækst ikke får indtægterne til at vokse ind i himlen. Den ændrede forbrugeradfærd presser nemlig den traditionelle tv-forretning, hvilket har betydet, TV 2 siden 2012 i gennemsnit kun har øget koncernens samlede indtægter med omkring tre procent om året.

Kravet om fortsat at investere i stærkt indhold er større end nogensinde, og det samme er kravet til yderligere teknologiinvesteringer. Derfor vil TV 2 arbejde hårdt på fortsat at øge omsætningen for dermed at kunne bevare en stærk position i det danske medielandskab.

– Det er ikke alene på distributionsmarkedet, at kampen er skærpet, understregede Flemming Rasmussen. – Også på reklamemarkedet er konkurrencen intensiveret fra især Google og Facebook, som tilsammen står for cirka en tredjedel af det samlede danske reklamemarked.


Gå tilbage

– I den stadigt stærkere konkurrence kæmper vi for at bevare pengene på danske hænder, fastslog TV 2s viceadministrerende direktør Flemming Rasmussen på Producenternes Dag. Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+