Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Nordisk Råds Musikpris
Lørdag den 11. maj 2019
Christina Åstrand
spænder vidt...
DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand er nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2019 for sine personlige fortolkninger og mange nyskabende initiativer.

Hun er den der spiller de store orkestersoli og formidler dirigentens ideer ud til hele orkestret med sine bevægelser. Og når bifaldet bryder løs, er det ofte hende, der scorer dirigentens blomsterbuket.

Men selvom de fleste danskere kender Christina Åstrand som koncertmester i DR gennem mere end 25 år, så er hendes liv også fyldt med mange andre store, musikalske projekter. Derfor er hun nu blevet nomineret til Nordisk Råds Musikpris, som uddeles i Stockholm den 29. oktober.

Spændende, personlig
og vidtfavnende

I motivationen fra priskomiteen kan man læse, at Christina Åstrand er nomineret til Nordisk Råds Musikpris for sine "altid spændende og personlige fortolkninger".

I det hele taget mener juryen, at Christina Åstrand "på alle planer er en uhyre bemærkelsesværdig og vidtfavnende violinist". Det kan man blandt andet se i den lange liste af bedrifter, som nævnes i juryens begrundelse – fra soloprojekter til kammermusik, og fra musikhistoriske fund til samarbejder med nulevende komponister.

Pionér for det nye

Gennem hele Christina Åstrands karriere har to kunstneriske spor løbet parallelt med hendes arbejde som koncertmester i DR SymfoniOrkestret, nemlig eksperimenter med den helt nye musik og et stort arbejde for at genopdage glemte værker af danske komponister.

På den ene side har hun uropført violinkoncerter, kammermusikværker og solostykker af store, nulevende komponister som Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Og på den anden side er hun gået på opdagelse i Det Kgl. Biblioteks samlinger og har fundet musikalske skatte af danske komponister som Gade, Kuhlau og Langgaard.

Får publikum til at lytte

Til september uropfører hun en ny dobbeltkoncert af Allan Gravgaard-Madsen sammen med sin mand Per Salo og med DR SymfoniOrkestret, og til oktober indspiller hun et nyt album med danske romancer for violin og orkester.

– Jeg har altid elsket at eksperimentere og løfte det ukendte eller glemte frem, for så lytter publikum mere intenst end når de kender musikken i forvejen, siger Christina Åstrand.

Fakta om Christina Åstrand

  • Begyndte at spille violin som 4-årig
  • Optaget på musikkonservatoriet som 13-årig
  • Har været solist med en række førende symfoniorkestre, bl.a. Chicago Filharmonikerne
  • Koncertmester i DR SymfoniOrkestret siden 1993
  • Har indspillet 17 soloalbum, heraf 15 med dansk musik og 10 premiereindspilninger
  • Har blandt andet modtaget den franske pris Diapason d'Or og en række danske priser og legater
  • Spiller kammermusik i blandt andet Duo Åstrand/Salo, Ensemble Stralo og Den Danske Horntrio
  • Udnævnt til Ridder af Dannebrog


    Gå tilbage

  • DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand er nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2019. Det skyldes i høj grad de mange musikalske aktiviteter hun gennemfører parallelt med arbejdet som koncertmester (foto Bjarne Stæhr). Klik for større billede

    > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+