Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

BookBox
Tirsdag den 27. december 2016
Puster nyt liv
i den fysiske bog
Den fysiske bog er under pres. Derfor har LaserTryk.dk lanceret et koncept, hvor det ikke er forlaget, men trykkeriet der tager ansvaret for, at der hverken bliver trykt for mange eller for få eksemplarer af en bogtitel.

I tusindvis af bogtitler bliver solgt i så få eksemplarer, at det kan være en stor økonomisk byrde for danske forlag at holde dem på hylderne. Det skyldes, at omkostningerne ved at producere små oplag er forholdsmæssigt store, ligesom administrationen, lageromkostninger og spild er med til at underminere forretningsområdet.

Derfor har trykkeriet LaserTryk.dk i Aarhus lanceret en service målrettet mod de små oplag, som forlagene helst ikke vil løbe en risiko med. Konceptet er døbt BookBox, og det går ud på, at LaserTryk.dk hjælper forlaget med at lagerføre en given titel. Trykkeriet samarbejder med boglagrene DBK og NBC og kan derfor overvåge forlagenes salg. Lageret af BookBox bøger kan derfor genopfyldes automatisk med en kasse bøger (typisk 40-70 styk), når der er under en måneds estimeret salg tilbage på lageret.

– På den måde er titlerne altid på lager, siger Esben Mols Kabell fra LaserTryk.dk, – mens risikoen for at ende med bøger der ikke bliver solgt eller bliver forældede er yderst minimal. Desuden slipper forlaget for at bruge ressourcer på at administrere de mere smalle titler. Løsningen vil senere blive udbygget med muligheden for at bøgerne først produceres, når de er bestilt. Dette er dog kun økonomisk fornuftigt, når en bog sælger under ti eksemplarer om året.

Gad er glad

– Vi kommer til at udgive langt flere titler end ellers, fordi BookBox minimerer risikoen og omkostningerne markant, siger produktionschef Bo Borum fra Gads Forlag. – Hidtil har det jo været et sats hver gang vi har fået trykt et oplag i få eksemplarer, fordi vi har risikeret at måtte nedskrive og smide for mange bøger ud.

Hvert år bliver der produceret cirka 14.000 bogtitler i Danmark, og ifølge Esben Mols Kabell er cirka 13.000 af dem oplagte til BookBox.

Fakta om LaserTryk.dk

LaserTryk.dk A/S i Aarhus er blandt Nordens største trykkerier – og seks gange kåret til Gazelle af Børsen. Koncernen driver også selskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland.

Yderligere information på www.lasertryk.dk.


Gå tilbage

LaserTryk.dk's to ejerledere Esben Mols Kabell (tv) og Anders Grønborg vil levere og administrere små bogoplag for landets forlag og selvudgivere. De skønner at 13.000 af de 14.000 danske bogtitler, der udgives hvert år, vil være velegnede til deres nye BookBox-koncept (foto LaserTryk.dk). Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies