Kvartalsregnskab
Søndag den 19. juli 2020
Det er gået godt
i IT-branchen
På bare et år er den danske it-branches omsætning steget med 3,7 mia kr, hvilket svarer til en vækst på 6,3%. Også eksporten af danske it-løsninger slår rekord.

I 1. kvartal 2020 omsatte danske it- og televirksomheder for 63,2 mia kr, hvilket slår den tidligere omsætningsrekord fra 3. kvartal 2019, der lød på 61,4 mia kr. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv og Danmarks Statistik.

– Branchen har startet 2020 utroligt stærkt, og man kan mærke, at der både i det private erhvervsliv og i det offentlige er fart på digitaliseringen, siger Natasha Friis Saxberg, adm direktør i IT-Branchen. – På tværs af samfundet bliver der i den grad investeret i nye løsninger og teknologier, hvilket tegner godt for fremtiden

Eksporten endte i 1. kvartal på 20,9 mia kr, hvilket svarer til at 33,1% af branchens samlede omsætning nu kommer fra eksport af danske it-løsninger.

– Det er især indenfor engroshandel og it-konsulentydelser, at Danmark står stærkt, og der er helt klart en efterspørgsel efter dansk viden omkring it-løsninger og forretningsdigitalisering, siger Natasha Friis Saxberg.

3.400 flere it-folk på bare et år

Også beskæftigelsen er gået fremad, og der er nu ansat 94.519 fuldtidsansatte i den danske it-branche, hvilket svarer til en vækst på 3,7% på bare et år.

Det især indenfor softwareudvikling og tele, der har været en stor medarbejdervækst. Antallet af softwareudviklere er på et år steget med 7,3%, og antallet af telemedarbejdere er steget med 6,7%.

Effekten af corona-krisen

Corona-krisen lukkede først for alvor Danmark ned i slutningen af marts, og effekten kan derfor endnu ikke ses på branchetallene. Dog tyder en rundspørge blandt IT-Branchens medlemmer på, at de næste kvartaler ikke ser helt så positive ud.

49% meldte i maj måned, at de havde oplevet et fald i omsætningen pga. corona-krisen, mens 29,6% meldte, at de havde oplevet en stigning i omsætningen. Samtidig fortalte 34,8% af it-virksomhederne, at de forventede at have færre medarbejdere i slutningen af året pga. krisen. 30,9% af virksomhederne meldte også, at de ikke havde likviditet til at fortsætte i mere end seks måneder.

– Der er ingen tvivl om, at corona-krisen vil påvirke virksomhederne, og at nogle vil blive ramt hårdere end andre, siger Natasha Friis Saxberg. – Hvor hårdt, at virksomhederne bliver ramt, kan vi først se den fulde effekt af senere på året. Men der er ingen tvivl om, at det nu handler om hurtigst muligt at få gang i hjulene igen, så vi kommer tilbage på sporet.

Visionen for IT-Branchen

IT-Branchen arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Det skal ske via en konkurrencedygtig og professionel branche, der aktivt bidrager til den digitale vækst og udvikling i Danmark.

Dette vil IT-Branchen gøre på følgende måde:

  • Sætte den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for medlemmerne at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
  • Fremme medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
  • Styrke medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
  • Være landets førende brancheforening som tilbyder et stærkt netværk, hvor man forstår, at ansvar forpligter, og hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder