Nye muligheder
Torsdag den 7. marts 2019
Waoo rykker ind
på Apple TV
Udviklingen af Waoo's app til Apple TV er færdig, og den kan nu frit downloades fra App Store.

Den nye app gør det muligt at se Waoo TV på nyere udgaver af Apple TV, dvs. fra generation 4 og frem (på markedet fra september 2015). Har man abonnement på Waoo TV på hjemmeadressen, kan man f.eks. bruge Apple TV i sommerhuset. Det kræver blot en god og stabil bredbåndsforbindelse.

– Vi har fået mange forespørgsler på at få adgang til vores indhold gennem Apple TV, og jeg er glad for, at vi er nu klar, siger Waoo's adm. direktør Jørgen Stensgaard. – Vores mål er, at kunderne skal have størst mulig valgfrihed, både i forhold til valg af TV-kanaler og streamingtjenester som f.eks. Netflix, og hvordan de foretrækker at se det.

Stort set samme funktionalitet

Teknisk byder app'en med få undtagelser på de samme funktioner og indhold, som man kan finde på Waoo TV-boks. Det gælder f.eks. TV-guiden med overblik over igangværende og næste program, kanalskifte i fuld skærm, valg af undertekster osv. Digitale funktioner som Start Forfra, pause på live-TV, optagelse i skyen, arkivfunktioner osv. er også med i app'en.

Enkelte funktioner vil dog ikke være tilgængelige. Det gælder bl.a. Kanalbutiken, som man kender fra Waoo TV-boks. Waoo Bio er ikke med i første version, men kommer med på et senere tidspunkt.

HD og 5.1 surround

Signalet på Apple TV streames med op til 6,4 Mbit/s, og billed- og lydkvalitet er i hhv. HD og 5.1 surround på de fleste udsendelser.

Adgang til Waoo på Apple TV forudsætter et TV-abonnement hos Waoo, men det er ikke et krav, at man også har Waoo TV-boks. Apple TV kan også anvendes på det streamingbaserede abonnement Waoo TV Go. Der vil være adgang til Waoo TV på app'en inden for hele EU.

Yderligere information: www.waoo.dk/apple-tv.

Waoos programindhold kan nu ses via Apple TV. Det er derfor ikke længere nødvendigt at have den særlige Waoo TV-boks.