Stærkere annonceplatform
Torsdag den 7. februar 2019
Samarbejde mellem
Discovery
og Ekstra Bladet
Samarbejdet med Discovery betyder, at Ekstra Bladet fremover kan vise sportsklip fra f.eks. landsholdets EM-kvalifikation, Superligaen, engelsk fodbold og Europa League samt klip fra underholdningsprogrammer som Ex On the Beach og Voice Junior.

– Samarbejdet betyder, at vi via Ekstra Bladet kan bringe forskelligartet kvalitetsindhold ud til en bred skare af læsere, siger Søren Clausen fra Discovery Networks Danmark. – Det styrker vores tilstedeværelse overfor flere af vores vigtigste målgrupper, for Ekstra Bladets brugere er et rigtig godt match til vores sportsrettigheder og egenproduktioner.

– Discovery har mange store sportsrettigheder og en lang række solide underholdningsprogrammer, tilføjer digital direktør Anders Refnov fra Ekstra Bladet. – Aftalen kommer til at løfte vores videoprodukt med bl.a. sportsklip fra Premier League, landsholdets kvalifikationskampe, tennis og cykling.

Annoncørerne

Ekstra Bladets videoplatform har i forvejen mere end 10 mio månedlige videovisninger, og den er dermed en stærk annonceplatform. Samarbejdet med Discovery vil styrke denne position.

– I løbet af første halvår 2019 lancerer vi en ny videostrategi der sikrer, at brugerne kun mødes af reklamer af højst seks sekunders varighed, siger Signe Skarequist fra Ekstra Bladet. – Derved bliver der skabt endnu flere eksponeringsmuligheder for annoncørerne.

Det bliver JP/Politikens Hus som kommer til at stå for selve annoncesalget op af videoerne, mens videotrafik fra JP/Politikens Hus samtidig vil blive gjort tilgængelig på annonceindkøb i Discoverys digitale videonetværk Premium Video Network.

Samarbejdet med Discovery løfter Ekstra Bladets videoudbud og styrker Discovery Networks Danmarks tilstedeværelse i markedet. For Ekstra Bladets brugere betyder det, at de får adgang til mere video indenfor både sport og underholdning.