Digital bevaring i Europa
Søndag den 20. januar 2019
Rigsarkivet skal skabe
fælles standarder
Det danske rigsarkiv, som er blandt de førende i Europa, når det gælder digital bevaring, står i spidsen for et projekt, der skal skabe fælles standarder for digital arkivering i Europa.

Målet med projektet er at etablere en tjeneste, der giver myndigheder, virksomheder og organisationer med behov for at bevare data adgang til fælles standarder og værktøjer. Dette vil spille en afgørende rolle for bevaringen af digitale informationer på tværs af EU.

Tjenesten er én ud af otte byggesten i CEF-programmet, hvor CEF står for "Connecting Eurupe Facility". Den blev præsenteret sammen med to andre nye services for mere end 150 deltagere på et møde i Bruxelles den 7. december, og første fase skal være færdig inden den 1. juni 2019.

Bevaring af digital information

– Der er en meget stor interesse for udviklingen af løsninger, der kan sikre bevaringen af digital information, siger områdeleder Jan Dalsten Sørensen fra Rigsarkivets område for Digital Bevaring og Oparbejdning. – Det er dyrt og komplekst at sikre den digitale bevaring, og der er derfor et stort gevinstpotentiale i fælles standarder.

– Gevinsterne er naturligvis umiddelbart størst for arkiverne, men også mange andre organisationer er interesserede i løsninger, der kan hjælpe dem med at bevare information. Det kan eksempelvis være forskningsinstitutioner, lægemiddelindustrien eller andre, der har behov for troværdig bevaring og mulighed for adgang til data i mange år fremover.

E-ARK4ALL

Den nye eArchiving-service baserer sig på resultaterne fra et fælleseuropæisk forskningsprojekt, E-ARK, hvor Rigsarkivet også var en central deltager. I perioden 2014-17 udviklede E-ARK-projektet protoyper på de standarder og værktøjer, som i fremtiden skal indgå i eArchiving-byggestenen. Projektet, der nu skaber den nye service, har på baggrund heraf fået navnet "E-ARK4ALL".

Projektet skal inden 1. juni 2019 etablere en tjeneste der giver myndigheder, virksomheder og organisationer i EU adgang til fælles standarder og værktøjer, siger Jan Dalsten Sørensen fra Rigsarkivet. – Målet er at understøtte og styrke den digitale bevaring (foto Tom Jersø).