Demokratiets fundament
Lørdag den 25. august 2018
Børn og unge skal
møde kunst og kultur
Under det nyligt afholdte kulturmøde på Mors præsenterede kulturministeren to nye initiativer, der skal få flere børn til at møde kunst og kultur. Initiativerne fokuserer på de mindste børn i dagtilbuddene samt børn og unge, der vokser op i socialt udsatte boligområder.

– Alle børn og unge – uanset social og kulturel baggrund – skal møde kunsten og kulturen i deres hverdag som en vigtig del af deres kulturelle og demokratiske dannelse og personlige udvikling, siger Kulturminister Mette Bock. – Mødet med kunst og kultur er nemlig afgørende for det demokratiske samfundsfundament, som støbes i barndommen.

En tidlig kulturstart

Et af målene er, at de helt små børn i vuggestuerne og børnehaverne skal flere have positive oplevelser med kunst og kultur. Dette skal opnås ved at øge pædagogernes videns- og kompetenceniveau indenfor kunst og kultur.

I praksis kommer det til at ske via et samarbejde mellem pædagoguddannelser og kulturinstitutioner. Desuden vil kommunerne kunne søge støtte til konkrete samarbejder mellem dagtilbud, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og civilsamfund. Der er afsat 6,25 mio. kr. til indsatsen.

Udsatte boligområder

Derudover skal flere børn og unge fra landets parallelsamfund have mulighed for at møde og engagere sig i kunst og kultur.

Konkret støtter initiativet nye samarbejder mellem lokale civile, boligsociale og kulturinstitutionelle aktører om kunst- og kulturtilbud for børn og unge i de udsatte områder. Der er afsat 4 mio. kr. til indsatsen.

Baggrund

I alt afsætter kulturminister Mette Bock 10,25 millioner kr. til de to nye initiativer på børne- ungeområdet. Udover de to nye initiativer har kulturministeren tidligere på året iværksat det tværministerielle pilotprojekt "Kend dit land", hvor skolebørn tager på minidannelsesrejser rundt i Danmark, samt en talentstrategi for kunstarterne. Begge disse initiativer indgår i en samlet indsats på børne- ungeområdet.

Initiativerne supplerer regeringens forslag til den kommende finanslov (perioden 2019-2022) om at afsætte 20 mio kr til kunst og kulturprojekter i socialt udsatte boligområder, og 72,9 mio. kr. til "Kend dit land".