Filmfestival
Søndag den 19. august 2018
Flere danske film
udvalgt til Toronto
Paprika Steens "Den tid på året" og Michael Noers "Før frosten" er udtaget til Toronto Filmfestivalen, som er Nordamerikas mest prominente. Festivalen byder også på verdenspremieren på Thomas Vinterbergs internationale drama "Kursk".

Fra den 6. september kan publikum på Toronto Filmfestivalen opleve Paprika Steens familiedrama "Den tid på året" og Michael Noers historiske skæbnefortælling "Før frosten", der begge er udvalgt til festivalens serie for internationale spillefilm, Contemporary World Cinema.

De to film får hermed verdenspremiere på festivalen, som erfaringsmæssigt skaber opmærksomhed om især europæiske film på det nordamerikanske marked. De to film får premiere herhjemme i henholdsvis november og januar.

I Torinto slutter de to spillefilm sig til Janus Metz og Sine Plambechs dokumentarfilm "Hjertelandet", som også er udtaget til at blive vist.

Vinterberg – og koproduktioner

Thomas Vinterbergs internationale drama "Kursk" får verdenspremiere i festivalens prestigefyldte serie Special Presentation. Filmen bygger på virkelige hændelser og handler om den russiske ubåd K-141 Kursk, der i 2000 sank efter en fejlslagen torpedoaffyring i Barentshavet med 118 sømænd om bord. Filmen er produceret af Luc Besson og Ariel Zeitoun.

Tre film, som er koproduceret med danske filmfolk, er også udtaget til årets festival:

Den svenske Cannes-vinder "Grænse" af Ali Abbasi, som er koproduceret med Meta Film, er udtaget til Contemporary World Cinema. Filmen får dansk biografpremiere 27. september.

Colombianske "Birds of Passage" af Cristina Gallego og Ciro Guerra er udvalgt til samme serie, og den er koproduceret med danske Snowglobe, som også er koproducent på "Our Time" af Carlos Reygadas i serien Masters.

Toronto Filmfestivalen løber fra 6. til 16. september.

Paprika Steen både instruerer og medvirker i familiedramaet "Den tid på året", der sammen med Michael Noers "Før frosten" får verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen i september (framegrab).