Produktionen af P3 Guld
Mandag den 4. juni 2018
Monday vandt licitationen
DR har de senere år udliciteret flere af sine produktioner til det private marked. Med P3 Guld udbygges det tætte samarbejde med det eksterne produktionsmiljø.

P3 Guld, som både kan opleves på P3 og DR3, er en af årets vigtigste begivenheder for dansk musik. I august sidste år besluttede DR's ledelse, at produktionen nu skal være ekstern, og den blev derfor sat i udbud. Resultatet er blevet, at næste P3 Guld, som sendes i januar 2019, skal produceres af Monday.

Vært og sted udmeldes senere

Som en del af udbuddet lægges der op til, at P3 Guld skal afvikles vest for Storebælt.

– P3 Guld handler om at hylde musikken, de danske kunstnere og ikke mindst alle de danskere, der elsker musikken. I nye rammer uden for København giver det samtidig P3 mulighed for at vise og understøtte, at den danske musikscene er levende og vital i hele landet, siger kanalredaktør på P3 Steffen Raastrup.

Hvor P3 Guld skal afvikles og hvem, der bliver vært, afsløres først senere på året.

Næste år vil P3 Guld blive holdt vest for Storebælt. Her ses aarhusianske Hugo Helmig, som vandt P3 Guld 2017 med sit hidtil eneste udgivne nummer, 'Please Don't Lie' (foto Agnete Schlichtkrull).