Billed-Bladets TV-Guld
Mandag den 5. marts 2018
TV 2 løb med
de fleste priser
TV 2 fik otte ud af Billed-Bladets i alt 10 TV-Guld-priser. Men DR er nu alligevel godt tilfreds.

Den 2. marts holdt Billed-Bladet sin årlige TV-fest i Palmehaven på Hotel d'Angleterre i København. Her løb DR2-dokumentaren "De sidste mænd fra Aleppo" med den prestigefyldte pris på 100.000 kroner for "Årets TV-dokumentar" – en pris, som samtidig er én af de største mediepriser i Danmark.

Filmen er instrueret af den syriske instruktør Feras Fayyad og produceret af Larm Film, Aleppo Media Center og Kloos & Co. Medien, og den har danske Steen Johannessen som medinstruktør. DR Salg har allerede afsat den til 57 lande

Det er en komité bestående af formand Mads Egmont Christensen, instruktør Bille August, skuespiller Cecilie Stenspil, instruktør Søren Kragh-Jacobsen, musikeren Bent Fabricius-Bjerre, producent Per Holst, executive producer Karen Boel Holst, cand. mag. Preben Wilhjelm og chefredaktør Annemette Krakau, der har afgjort, hvem der skulle modtage den store pris i år.

Guld for 4. gang

DR roser sig også af, at TV-Avisens Kåre Quist nu for fjerde gang er udnævnt til "Årets mandlige nyhedsvært". Her var det Billed-Bladets læsere, der udpegede vinderen – i konkurrence med Poul Erik Skammelsen, Lasse Sjørslev, Johannes Langkilde og Mikael Kamber.

Men ellers var det så afgjort TV 2 der løb med opmærksomheden. Her er listen over vinderne af Billed-Bladets TV-Guld 2018:

  • Årets TV-dokumentar: "De sidste mænd fra Aleppo", DR2
  • Årets kvindelige underholdningsvært: Lene Beier, TV 2
  • Årets mandlige underholdningsvært: Peter Ingemann, TV 2
  • Årets kvindelige nyhedsvært: Janni Pedersen, TV 2 News
  • Årets mandlige nyhedsvært: Kåre Quist, DR1
  • Årets kvindelige sportsvært: Stine Bjerre Mortensen, TV 2
  • Årets mandlige sportsvært: Morten Ankerdal, TV 2
  • Årets særpris: "Årgang 0", TV 2
  • Årets nye TV-program: "Tinkas juleeventyr", TV 2
  • Årets TV-program: "Badehotellet", TV 2