Mobiltelefoni og internet
Lørdag den 14. oktober 2017
Guldborgsund
vinder telepris
Takket være et unikt samarbejde har de fleste borgere i Guldborgsund Kommune har fået hurtigt internet og god mobildækning. Nu hædres kommunen for sin indsats med årets telepris.

For knap to år siden lagde byrådet i Guldborgsund Kommune en plan, der skulle sikre bedre mobiltelefoni og hurtigere internet til borgere og virksomheder i kommunen. Målet var at holde på de borgere og virksomheder, der allerede var i kommunen, og samtidigt tiltrække nye. Ved udgangen af 2018 vil 95-98 procent af befolkningen i Guldborgsund Kommune have både hurtigt internet og god mobildækning.

Den danske Telepris 2017

Som en påskønnelse af indsatsen er Guldborgsund Kommune nu blevet hædret ved den store, årlige telekonference i den gamle børsbygning i København. Det er IT Branchen under Dansk Erhverv, der arrangerer konferencen i samarbejde med organisationer som Teleindustrien, DI Digital og Dansk Energi. Bag selve teleprisen står Ingeniørernes fagtekniske selskab, IDA Tele.

– Ved at have fokus på at sænke barrierer og omkostninger, og bygge bro mellem branchen og kunderne, er Guldborgsund Kommune blevet det gode eksempel på, hvad kommuner kan gøre for at skabe bedre rammer for udbygningen af den digitale infrastruktur, lyder det i dommerkomiteens begrundelse for pristildelingen. – Guldborgsund har vist vejen for, hvordan samarbejde og konstruktiv dialog er et effektivt middel til at nå længere.

Kommunens muligheder

Kommunerne må ikke selv være leverandør af telefoni og internet, men de har en række muligheder for at understøtte de kommercielle markedskræfter. Eksempelvis reducerede Guldborgsund prisen for leje af arealer til mobilmaster, og sagsbehandlingstiden for blandt andet tilladelser blev forkortet væsentligt.

Derudover ansatte kommunen en af landets første bredbåndskonsulenter, som bygger bro mellem borgere og leverandører, og samtidig fungerer som bindeled, inspirator og problemknuser. Det har vist sig at være en meget vigtig funktion at prioritere.

– Vi forholder os helt neutralt til de mange teknologier, der er på markedet. Det vigtigste for os er, at vi kan hjælpe borgere og andre her i kommunen med at få hurtigt internet og bedre mobildækning, og at vi kan hjælpe markedskræfterne med at levere det, siger bredbåndskonsulent Niels Kjærgaard.

Teleprisen 2017 i kategorien virksomhed/organisation gik til Guldborgsund Kommune, hvor borgmester John Brædder (i midten) var mødt op for at modtage prisen sammen med kommunens bredbåndskonsulent Niels Kjærgaard (nr. 2. fra venstre.) Teleprisen 2017 i kategorien studerende gik til Artur Pilimon for hans ph.d.-projekt ved DTU. Her lykønskes prismodtagerne af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, som overrakte priserne, og formanden for IDA Tele, Michael Jensen (yderst th.) (foto Henrik Frydkjær).