Åbent brev til DR
Mandag den 11. september 2017
Kirkeråd savner programmer om
tro og kristendom

Af Biskop Henrik Stubkjær og generalsekretær Mads Christoffersen

Gennem årene har der på DR været en seriøs dækning af tro og kristendom, som har været et væsentligt bidrag til den folkelige forståelse af samme. Vi oplever, at denne dækning i øjeblikket udvandes, hvilket vi finder bekymrende.

Specifikke programmer om tro og kristendom med vidende værter, der stiller kvalificerede spørgsmål, nedlægges til fordel for mere generelle programmer, hvor tro, eksistens, historie og kulturarv hældes i samme gryde. Hvilket fører til, at tro og kristendom umærkeligt nedprioriteres.

Timetallet for tros- og eksistensstof på P1 er ifølge DR's egen opgørelse gået ned fra 320 timer i 2010 til 262 timer i 2015. Samtidig hævder DR, at netop ånd, religion og eksistens er så vigtige emner for P1, at man opprioriterer dækningen af samme. Blot sker det i den generelle sendeflade.

Det får os til at stille fire spørgsmål, vi gerne vil have svar på:

1. Hvordan kan man på én gang lukke programmer om bestemte emner og samtidig hævde, at man styrker dækningen af dem?

2. Hvordan vil man sikre, at tro og kristendom vedblivende og kontinuerligt optræder i den generelle sendeflade – og at dette sker på et niveau, som ikke er tilfældigt og sporadisk?

3. Hvordan vil man fastholde vidende og kompetente værter i en programflade, hvor tro og kristendom ikke længere har deres egne programmer?

4. Hvorfor er tro og kirke ikke kommet med i den varslede opprioritering af kulturstoffet i 2018? I samfundet generelt oplever vi en stigende interesse for tro og åndelighed. 76 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og flere end 100.000 personer går i kirke hver uge. Dette burde DR afspejle med ugentlige programmer, som forholder sig til troen på dens egne præmisser.

Kulturministeren

Kulturminister Mette Bock har tidligere udtalt, at hun undrer sig over, at DR skal trækkes, slæbes, skubbes og trues til at levere den form for kernepublic service, som omhandler tro og eksistens, og at det åbenbart opfattes som surt pligtstof i DR. Vi undrer os sammen med hende.

I det kommende medieforlig bør denne forpligtelse defineres klart og utvetydigt, så dækningen af tro og kristendom i DR ikke lige så stille smuldrer.

Danske Kirkers Råd er Danmarks nationale kirkeråd med 15 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer. Henvendelsen her er vedtaget i enighed af alle medlemskirker i Danske Kirkers Råd den 30. august 2017.

Yderligere information på www.danskekirkersraad.dk.

Fakta om Danske Kirkers Råd

Danske Kirkers Råd er et nationalt råd af kristne kirker og organisationer i Danmark. I Danske Kirkers Råd samles ledere af de mange forskellige kristne kirkesamfund, menigheder og organisationer i Danmark til samtale, dialog og samarbejde.

Hver kirke og organisationdeltager med sin særlige identitet, erfaring og prioriteter i en fælles søgen efter kristen enhed. Danske Kirkers Råd giver kirkerne og organisationerne mulighed for at bygge relationer, dele erfaringer og diskutere diakoni, mission og teologi. Danske Kirkers Råd er en ressource for kirkerne og de kirkelige organisationer. Samtidigt støttes kirkerne til at være en ressource for hinanden og giver mulighed for at udtale sig med en fælles stemme.

Danske Kirkers Råd er et resultat af fusionen mellem Danske Kirkers Samråd og Det økumeniske Fællesråd. De to organisationer med hver deres baggrund og historie valgte i 2004 at arbejde sammen indenfor samme organisation.

Danske Kirkers Råd er med 15 kirkesamfund og 40 kirkelige organisationer og mellemkirkelige stiftsudvalg den bredeste og største økumeniske organisation i Danmark.