Nettrafik
Søndag den 24. juli 2017
Apple slår
rekord i Danmark
Danskeres brug af Apple-produkter på nettet er femdoblet på blot seks år. Dominansen er særligt udtalt på mobile platforme, hvor mere end 80 procent af al nettrafik kommer fra en enhed med æblemærket bagpå.

Når vi tjekker nyheder, ser YouTube eller handler på nettet, gør vi det som oftest på en Apple-enhed. I dag foregår nemlig 54,5 procent af al trafik på danske hjemmesider fra enten en MacBook, iPad eller iPhone. Tilbage i 2011 var andelen kun 10,3 procent. I samme periode har konkurrerende styresystemer tabt terræn og er gået fra en andel på 87,9 procent til 45,4 procent. Det viser tal fra Gemius Ranking, der dagligt måler aktiviteten på samtlige danske hjemmesider med over 100 daglige besøgende.

Dominerer mobilt marked

Det er især på mobile platforme som smartphones og tablets, at Apples markedsposition er markant. Apples mobile styresystem, iOS, sidder således nu på 83,2 procent af al mobiltrafik, hvilket er den hidtil højeste andel. Til sammenligning foregår 15,31 procent af mobil webbrug fra en enhed med Android som styresystem, mens Windows Phone 10 står for 0,17 procent af den mobile trafik.

Det er dog særligt i Danmark, at Apples produkter har en så stærk markedsposition. Globalt set er det nemlig kun 33,1 procent af den mobile nettrafik, som foregår fra Apples produkter – altså langt under halvt så meget som herhjemme.

– Vores salg af iPhone og iPad er over de seneste år mere end fordoblet, og udviklingen ser ud til at fortsætte, siger Peter Konrad, salgsdirektør i Humac, der er Nordens største Apple-forhandler. – I Danmark har vi en lang tradition for klassisk design og høj kvalitet, og her passer produkterne fra Apple perfekt ind. Vi sætter pris på produkter, der føles lækre, og som fungerer

Over halvdelen af al trafik på danske hjemmesider foregår fra hardware med æblemærket.

På mobile platforme er Apples dominans i Danmark endnu mere markant, for Apples mobile styresystem, iOS, står for over 80 procent af al mobiltrafik i Danmark. På verdensplan er dette tal 33,1 procent.