TV 2 public service
Onsdag den 26. april 2017
Ny rekord for
dansksproget TV
Både TV 2s hovedkanal og TV 2-familien sendte i 2016 det højeste antal dansksprogede programmer nogensinde. Også antallet af nyhedsudsendelser på TV 2 satte rekord.

– Dansk indhold og relevant nyhedsdækning er et hovedfokus i public service-indsatsen på vores hovedkanal, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. – Vi har gennem årene øget vores fokus på nyheder og danske programmer på alle tider af døgnet, fordi det danske indhold sikrer den nærhed og relevans i forhold til seere og brugere, som vi ønsker.

I 2015 satte TV 2s kanaler en markant rekord i antallet af dansksprogede programmer, nemlig knap 23.400 timer. Og der skulle kun gå ét år, før denne rekord blev overgået. I 2016 sendte TV 2s kanaler nemlig godt 24.000 timers dansksproget tv – en stigning på godt 600 timer fra det tidligere rekordår.

Det er aldrig tidligere sket, at en mediekoncern har sendt så mange timers dansksproget tv, som TV 2-familien gjorde i 2016. Af de mange dansksprogede udsendelser var cirka 1.430 timer samsending på to kanaler, f.eks. nyhedsudsendelser på TV 2 og TV 2 News og Tour de France-transmissioner sendt på både TV 2 og TV 2 Sport.

DR fik baghjul

Stigningen fra 2015 til 2016 er sket på flere kanaler, herunder TV 2s hovedkanal, som med godt 5.100 timers dansksprogede udsendelser og en dansksproget andel på 72,6 procent også satte rekord. Til sammenligning var den dansksprogede andel på DR1 på 41,5 procent i 2016. Tallene fremgår af TV 2s public service-redegørelse 2016, der netop er offentliggjort.

Merete Eldrup noterer med tilfredshed, at TV 2s hovedkanal i 2016 udsendte næsten 1.500 timers nyhedsudsendelser – det højeste antal nogensinde. Til sammenligning var antallet af nyhedstimer 338 på DR1 var i 2016.

Læs hele TV 2s public service-redegørelse 2016 her: Public_service-redegoerelse_2016.pdf.

Antallet af dansksprogede timer på TV 2s TV-kanaler voksede igen i 2016 oven i den markante stigning i 2015, hvor TV 2 Sport gik i luften. Søjlediagrammet viser antallet af dansksprogede timer på TV 2s kanaler i årene 2009-2016 (Kilde: Kantar Gallup).

Sådan har andelen af dansksproget TV på TV 2s hovedkanal udviklet sig siden 2009. I 2016 udgjorde dansk TV 72,6 procent af TV 2s programmer – den højeste andel nogensinde. De regionale udsendelser på TV 2s hovedkanal er ikke medregnet i opgørelsen (Kilde: Kantar Gallup).