Antennesammenslutningen af 2012
juni 2020

Fiber kan være alt for dyrt

Alle har krav på hurtigt og stabilt internet – det er alle enige om. Men fiberselskaberne og nu også TDC sætter lighedstegn mellem fiber og hurtigt internet, selvom det kun er den halve sandhed...


Hvad er facts? Og hvad er halve løgne, der har til formål at markedsføre bestemte produkter og leverandører?

Bernt Freiberg fra Antennesammenslutningen af 2012, som repræsenterer en række antenneforeninger, peger på at antenneforeningernes kabler er lige så gode som fiber – og meget billigere.

1.000 MBit/s

Lidt teknik er nødvendigt for at forstå sammenhængen.

Coaxkabler, som har en kobberleder, kan levere lige så hurtigt internet som fiber. Op til 1.000 MBit/s (gigabit). Heldigvis er langt de fleste husstande i Danmark allerede dækket af et net af coaxkabler. Det gælder alle de ca. 2,2 mio, eller godt 80 % af alle husstande, som allerede har coax til kabel-tv. Disse coaxnet er eller kan nemt blive opgraderet til at levere gigabit internet.

– Det er derfor ikke nødvendigt at nedgrave fiberkabel for at disse mange husstande kan få hurtigt internet, siger Bernt Freiberg. – Det vil faktisk være spild af penge, for opgradering til gigabit af coaxkabler kan gøres for ca 2.500 kr pr husstand, mens nyt fibernet vil koste 15-20.000 kr pr husstand. Og når staten giver tilskud, kommer prisen op over 30.000 kr pr husstand, viser Erhvervsstyrelsens opgørelser.

Coaxkabler må ikke forveksles med gammeldags kobberkabler, som bliver brugt til telefonforbindelser over fastnet. Kobberkabler bruges i dag også til internet af TDC og flere andre selskaber, som køber sig ind på TDC's kobberkabler. De kan højst levere 20-50 MBit/s.

400.000 husstande får stadig internet på denne måde, men antallet er faldende. Disse kobberkabler repræsenterer – i modsætning til coaxkabler, der også har en kobberleder – gammeldags teknologi.

5G giver nye muligheder

Internet kan også nås trådløst med en mobiltelefon. Det kan dække manges behov, især når man er på farten. Og i de kommende år vil 5G mobiltelefoni give nye muligheder.

Kapaciteten i 5G vil dog ikke kunne måle sig med kapaciteten i coax- eller fibernet. De begrænsninger, der i dag mærkes på 4G mobiltelefoni, viser sig tydeligt, når mange kobler sig på nettet samtidig. Kapaciteten falder dramatisk.

5G er udviklet til også at håndtere de mange IoT-enheder (Internet of Things) som industri, virksomheder og sundhedsvæsenet vil bruge fremover. Derfor vil der de næste år være et voldsomt stigende forbrug af 5G til rigtig mange enheder ud over de typer enheder, der i dag gør brug af 4G.

Internet på coaxkabler eller fiber vil derfor også fremover være den foretrukne internetform, når man er hjemme.

100 MBits/s er nok

I dag er regeringens og Folketingets officielle anbefaling stadig, at 100 MBits/s er nok til næsten alle. Kun få private husstande har brug for højere internethastigheder. Gigabit vil dog fremover blive efterspurgt af en række husstande, når flow-tv bliver erstattet af streaming.

– Prisen for en forbindelse via coaxkabel vil med sikkerhed være meget konkurrencedygtig de næste 5-6 år, siger Bernt Freiberg. – Om forventeligt 7 år skal der måske igen ske en opgradering af coax-nettene til 1.800 Mhz (aktuelt opgraderes fra 862 Mhz til 1.218 Mhz). Men selv med en anslået ny opgraderingspris på 2.500 kr pr husstand, vil coax stadig være yderst konkurrencedygtigt i forhold til fiber.

– Verden over og særligt i USA er der nedgravet så mange millioner kilometer coaxkabel, at det er helt sikkert, at der i mange år fremover vil blive forsket i nye teknologier til coaxnet, så deres kapacitet vil fortsat stige.

Gratis tilslutning er ikke gratis

– Selv om både fiberselskaberne og TDC nu tilbyder fibernet med gratis tilslutning, så check prisen nøje. Ikke bare for i år, men de næste 5-10 år eller mere. Intet er gratis, og uanset at tilslutning nu tilbydes gratis, så skal investeringen på 15-20.000 kr pr husstand betales senere, for ethvert selskab skal hente sine penge hjem igen. Og ethvert selskab, også et andelsejet fiberselskab, skal skaffe et overskud til sine aktionærer og ejere, understreger Bernt Freiberg, som dog på antenneforeningernes vegne har en interesse i, at coaxkablerne fortsat vil blive brugt.

Han nævner også, at antenneforeninger kun skal tjene penge til at dække investeringer og vedligeholdelse. De skal ikke levere overskud til kommercielle investorer. Derfor kan de fleste antenneforeninger tilbyde fint og stabilt internet for 100-250 kr. pr. måned. Både i dag og om 5-10 år.

– Vi bruger også fiber i vores netværk, men vi vil fortsat investere i coaxnet, for det betaler sig bedst, slutter Bernt Freiberg.


– Hvis alt internet i Danmark skulle leveres gennem fiber, vil det tage 10-20 år at udbygge til alle. Det er der ingen grund til at vente på, for opgradering af coaxkabel kan gennemføres på få måneder – og meget billigere, siger Bernt Freiberg fra Antennesammenslutningen af 2012.