Ishøj Lokal-TV
april 2020

Frivillige har
reddet programmerne
for eftertiden

6.000 klip og udsendelser fra Ishøj Lokal-TV og TV-Ishøj er nu bevaret for eftertiden. Det drejer sig om optagelser, som viser udviklingen og livet i Ishøj Kommune fra 1975 til 2005, hvor det Ishøj vi kender i dag tog form.


I slutningen af 2011 påtog Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening sig, på opfordring af Ishøj Kommune, at stå for overspilningen af over 3.000 videobånd fra Ishøj Lokal-TV og TV-Ishøj.

– Det var en stor mundfuld, siger foreningens formand Steen Skovhus, – og set i bagklogskabens lys må vi erkende, at vi i 2011 ikke kunne overskue opgavens fulde omfang. Men efter 9 års arbejde, hvor der især blev arbejdet hårdt i de 5 af årene, er vi nu kommet i mål.

– Vi har digitaliseret alle videobåndene og dermed sikret 6.000 klip og udsendelser fra Ishøj for eftertiden. Og vi har publiceret 4.000 af dem på YouTube, hvor de er tilgængelige for alle i hele verdenen. Digitaliseringen giver desuden borgere, forskere og andre med særlig interesse en række nye muligheder for at grave i Ishøjs udviklingshistorie.

10.000 timers arbejde

Digitaliseringen blev gennemført takket være frivilligt arbejde, for kommunen kunne ikke finde penge til finansiering af hele det store bevaringsprojekt. De frivillige har brugt lidt over 10.000 timer, hvilket svarer til fuldtidsarbejde for 5-6 personer i lidt mere end et år.

Foreningen bag projektet retter en særlig tak til de to tidligere ledere af Ishøj Lokal-TV og TV-Ishøj, Peter Kay og Torben Höyer-Andersen. Peter Kay var med fra staren af Ishøj Lokal-TV, og han har gjort en stor indsats i det praktiske bevaringsarbejde. Torben Höyer-Andersen har først og fremmest stået for det tekniske design af projektet.

Projektets tovholder er Ole Olsen, og han modtog i 2015, på projektets vegne, Ishøj Kommunens Initiativpris.

TV-stationens historie

Ishøj Lokal-TV startede i 1974 og fik i 1976/77 tilladelse til at sende via kabel til kommunens borgere. Foreningen blev drevet med frivillig arbejdskraft og blev fra 1988 drevet videre af Ishøj Kommune som TV-Ishøj.

Lokal-TV-stationen er den ældste, længstlevende og stadig eksisterende i Danmark.

I årene 1975-2005 blev udsendelserne optaget på tusindvis af videobånd af forskellige typer. Da disse bånd har en begrænset levetid var det vigtigt, at de blev overspillet til et andet medie og de dermed blev bevaret for eftertiden.

Optagelserne fra denne periode fortæller om en meget aktiv og vigtig del af Ishøj Kommunes udviklingshistorie.

I 2011 blev ideen til overspilning og sikring af de mange optagelser realiseret via et samarbejde mellem kommunen og Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Alle optagelserne vil fremover være tilgængelige via arkiv.dk, som er Arkibas's offentlige digitale platform. Desuden er der uploadet 4.000 udsendelser/klip på tre YouTube-kanaler.

Fra 2011 til begyndelsen af 2020 har der været over 700.000 kig på udsendelserne.


Ishøj var tidligt ude med lokal-tv, og nu har frivillige digitaliseret båndoptagelserne fra 1975 til 2005, så de er sikret for eftertiden. Det er Ishøj Lokal-TVs første leder, Peter Kay, som står bag kameraet (foto Poul Henriksen).

Torben Höyer-Andersen var leder af Ishøjs lokal-tv i 17 år, og det er ham som har stået for det tekniske design af digitaliseringsprojektet.

26 frivillige har brugt over 10.000 timer på digitaliseringen af Ishøj Lokal-TV og TV-Ishøjs 3.000 videobånd fra perioden 1975-2005. Optagelserne er et vigtigt led i fortællingen om Ishøj kommunes historie (foto Peter Kay).