Corona pandemien
marts 2020

Fagudstillingerne
er hårdt ramt

Når rejseaktiviteterne er sat på vågeblus, og forsamlinger højest må være på 10 personer, så må alle fagudstillinger og filmfestivaler udskydes. Nogle tror på, at de kan gennemføre arrangementet efter sommerferien. Andre er mindre optimistiske.


Cannes Filmfestival

Den 73. udgave af filmfestivalen i Cannes udskydes, oplyser festivalen i en pressemeddelelse. Festivalen i det sydfranske skulle ellers holdes fra 12. til 23. maj. En ny dato kan blive i slutningen af juni eller begyndelsen af juli. Arrangørerne afventer nu yderligere meldinger fra franske og internationale sundhedsmyndigheder, inden den vil fastlægge de nye datoer.

CPH:DOX i København

Normalt foregår dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i Kunsthal Charlottenborg og en række andre fysiske scener i København. Men da corona-krisen medførte aflyste arrangementer over hele landet, besluttede arrangørerne i stedet at holde festivalen live digitalt. Siden begyndte et stort arbejde med at få skaffet rettigheder til de 220 planlagte film, og fra tirsdag 18. marts har man kunnet se de første 40 på hjemmesiden cphdox.dk/program.

EBU aflyser Eurovision 2020

The European Broadcasting Union har annonceret, at man aflyser dette års Eurovision Song Contest. Arrangementet skulle finde sted i Rotterdam, Holland den 12.-16. Maj.

– I løbet af de sidste par uger har vi undersøgt mange alternative muligheder at for gennemføre Eurovision Song Contest, lyder det fra EBU. – Men de begrænsninger, som er indført af de deltagende tv-selskaber og de nederlandske myndigheder, har gjort det er umuligt at fortsætte med live-begivenheden som planlagt.

Prolight + Sound i Frankfurt

Fagudstillingen Prolight + Sound 2020 skulle oprindeligt være afholdt omkring månedsskiftet marts/april. Så blev udstillingen udskudt til slutningen af maj. Og nu har messeledelsen helt opgivet at holde den i år. Næste Prolight + Sound afholdes derfor først den 13.-16. april 2021.

NAB i Las Vegas

Chefen for NAB, Gordon Smith har annonceret, at dette års show i Las Vegas, som skulle holdes den 18.-22. april, er aflyst på grund af corona pandemien. Men at man overvejer "en række potentielle alternativer" senere på året.

Beslutningen blev truffet efter at virksomheder som Avid, Red Bee og EVS havde trukket sig, og efter aflysningen af den årlige "Technology and Engineering Emmy Awards"-middag.

Photokina i Køln

Efter intensiv høring har Koelnmesse GmbH besluttet at annullere photokina 2020, som oprindeligt var planlagt til 27.-30. maj. Næste gang den internationale messe for foto, video og billedteknologi bliver afholdt er derfor først 18.-21. maj 2022. Imaging Innovation Conference afholdes heller ikke i 2020 som planlagt – man er ved at finde frem til en ny dato.

Ledelsen af Koelnmesse har i det hele taget besluttet at aflyse alle arrangementer i Køln frem til udgangen af juni 2020. Denne beslutning støttes af City of Cologne's kriseteam.

Plasa Focus Leeds

Englænderne har aflyst besluttet at annullere Plasa Focus Leeds, som skulle finde sted den 12.-13. maj på Royal Armories Museum. Plasa Focus Leeds er Nordenglands væsentligste udstilling for lys, lyd og video.

Plasa-teamet fortsætter dog med forberedelserne til 2020-udgaven af Plasa Show, som efter planen skal afvikles i Olympia London den 6.-8. september.

Teknikmesse 2020 i K.B. Hallen

Det var egentlig meningen, at årets Teknikmesse skulle afholdes i april måned. Men corona-epidemien har gjort det nødvendigt at udskyde projektet. De nye datoer er 15.-16. september. Og udstillingen har fortsat hovedfokus på lys, lyd og sceneteknologi. Men andre emner som f.eks. video har også fundet plads i denne fagudstilling.

Yderligere information på teknikmesse.dk.


På grund af corona-krisen, så bliver CPH:DOX i år afviklet digitalt.

Teknikmesse 2020 skulle oprindeligt holdes i K.B. Hallen i midten af april. Men nu er den teatertekniske fagmesse udskudt til 15.-16. september.