Canon EOS R5
februar 2020

Fotokameraet
kan optage 8K video

Canon er på vej med et EOS R5 spejlløst fullframe kamera, som ikke alene kan optage still-billeder, men også kan optage video med op til 8K opløsning – eller fire gange så meget som 4K. Og så har kameraet en nyudviklet dobbelt billedstabilisering.


Fotomæssigt kan Canon EOS R5 lave kontinuerlige optagelser med 12 bill/sek med den mekaniske lukker, og 20 bill/sek med den elektroniske lukker. Kameraets kombination af hastighed og opløsning vil sætte nye standarder og vil ifølge Canon gøre spejlløse kameraer til et godt valg for eksempelvis bryllups- til wildlife-fotografer.

Canon EOS R5 er også udstyret med et nyt, Canon-udviklet billedstabileringssystem inde i kameraet. Og det arbejder vel at mærke sammen med objektivets billedstabilisering, hvilket giver ekstra gode muligheder for at tage billeder og video uden rystelser, uanset optageforhold.

Kan optage 8K video

Det mest epokegørende ved EOS R5 er dog, at det kan optagelse 8K-video, hvilket svarer til den høje biograf-kvalitet.

– Vi føler os sikre på, at EOS R5 vil vende op og ned på det globale marked for spejlløse kameraer, siger Canons Pro Product Marketing Senior Manager, Richard Shepherd. – EOS R5 er resultatet af vores fortløbende arbejde med at udvikle spejlløse kameraer og behovet for at fremtidssikre fotografering og filmproduktion.

Canon var ellers sen i optrækket mht spejlløse systemkameraer, idet det første EOS R kamera først blev lanceret i september 2018. EOS R5 bliver Canons nye spejlløse topmodel. Lanceringen ventes i maj måned i forbindelse med photokina udstillingen i Köln. Og prismæssigt kommer det antageligvis til at ligge lige under Canons topmodel indenfor professionel spejlrefleks.

Nye objektiver

Canon er også klar med et nyt RF-objektiv, men i en mere amatørvenlig prisklasse. Det drejer sig om en 24-105 mm F4-7.1 IS STM – hvilket betyder ar den maksimale lysstyrke falder til F:7,1 ved fuld tele. Prisen er angivet til 4.100 kroner inklusive moms.

Canon kommer med i alt ni nye RF-objektiver i 2020, herunder RF 100-500 mm F4.5-7.1 L IS USM og de kompatible Extender RF 1.4x og Extender RF 2x.


Efter en noget sen opstart i september 2018 har Canon nu sat fuld fart på udviklngen af spejlløse systemkameraer. Den nye Canon EOS R5 ventes lanceret i maj måned i forbindelse med photokina udstillingen i Köln.

Canon EOS R5 udmærker sig bl.a. ved at kunne optager 8K video. Til gengæld kommer prisen til at ligge i den høje ende.

Canons nye RF-objektiv er en 24-105 mm F4-7.1 IS STM til 4.100 kroner inklusive moms. Fabrikken kommer med i alt ni nye RF-produkter i 2020.