Kundefremgang
oktober 2019

Det går fremad
for teleselskabet 3

I tredje kvartal 2019 fik teleselskabet 3 og Oister tilsammen 18.000 nye kunder og endte således ved udgangen af kvartalet med at have i alt 1.405.000 kunder. Dermed har selskaberne fået 7% flere kunder på et år.


– Vi har øget vores markedsandel år for år, og vi nærmer os nu en markedsandel på 18%, siger Morten Christiansen, som er CEO for 3 i Skandinavien. – Alene i tredje kvartal 2019 omsatte 3 for 684 mio kr, hvoraf de 466 mio kom fra serviceomsætningen. Dette er 27 mio mere end samme kvartal i 2018. Driftsresultatet for tredje kvartal 2019 endte på 190 mio. kr.

– Vi ser dog et lille fald i omsætningen, hvilket bl.a. skyldes fortsat nedgang i salget af hardware, men også EUs regulering af opkaldstakster til udlandet. Dette ændrer dog ikke på, at kvartalet slutter med et flot resultat, understreger Morten Christiansen. – Vi er gode til at tiltrække og holde på kunderne, og vi er samtidig gode til at sælge mere til dem. F.eks. er 3's Internet til hjemmet og Oisters bredbånd, som begge blev lanceret i år, et hit hos eksisterende kunder.

Fakta om 3

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3's kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 64 lande via konceptet 3LikeHome sigter 3 mod at blive det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere.

3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af CK Hutchison Holdings Limited (60%) og Investor AB (40%).


– 3's kultur bygger på en fighterånd og på at være et innovativt alternativ i en konform branche, siger selskabets chef for Skandinavien, Morten Christiansen. – Målet har hele tiden været at skabe vækst baseret på gode kundeoplevelser.

Nøgletal fra tredje kvartal 2019

  • Nye kunder: 18.000
  • Samlet kundebase: 1.405.000
  • Omsætning: 684 mio. kr.
  • Serviceomsætning: 466 mio. kr.
  • Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA): 190 mio. kr.