Succeshistorie
september 2019

Skolebio øger
tilskuertallet med 30%

Filminstituttets skolebioordning "Med skolen i biografen" kan fejre 20 års fødselsdag, og i løbet af den tid har ordningen lokket over 3 millioner i biografen. Især danske film er i høj kurs hos landets skoler.


18 af de film, som er vist af "Med skolen i biografen", havde tilsammen 2,3 mio biograftilskuere, og det tal blev øget med 733.319 skoleelever, eller mere end 30%. Og der er tale om en reel forøgelse, for skolebioordningen giver filmene et længere liv.

I år et det 20. år i træk, at landets biografer slår dørene op for skoleklasser, der har indløst billetter til "Med skolen i biografen". Biografforestillinger i skoletiden er dermed blevet en fast del af skoleåret.

De går i dybden med filmmediet

Filmene som vises er både tankevækkende underholdning og et godt afsæt for lærere og elever til at gå i dybden med selve filmmediet og de temaer, filmene handler om.

"Med skolen i biografen" får eleverne mulighed for at opleve og diskutere en mangfoldighed af spillefilm. Dette års program indeholder både populære danske titler og film fra lande som f.eks. Kina, Belgien eller Tyskland. Det er børne- og ungdomsfilm, der ikke er i almindelig biografdistribution, og som eleverne sjældent støder på andre steder.

Rekordår

I sidste skoleår var 264.519 inde og se film. Det svarer til 37 % af det samlede elevtal i den danske grundskole og var det næsthøjeste antal i ordningens tyveårige levetid. Og det nuværende skoleår tegner også godt. Der vil blive vist film i 131 biografer i 79 af landets kommuner, og det nuværende billetsalg er på mere end 256.000.

Danske film har alle år været populære, og nogle af de mest sete film er "Den Utrolige historie om den kæmpestore Pære" (48.748), "Jeg er William" (48.479) og "Skammerens datter" (44.919).

I den nye sæson står danske film også stærkt. Fire danske film er særligt populære. Det drejer sig om "Vildheks" (ca. 42.000), "Hacker" (ca. 38.000), "Vitello" (ca. 37.000) og "Ternet ninja" (ca. 30.000).

Med undtagelse af "Hacker" er det alle film, der har et bogforlæg, og som læses i skolen og indgår i danskundervisningen. "Med skolen i biografen" er underholdende fælles filmoplevelser, men det er også undervisning, og til samtlige film er der undervisningsmaterialer, som lærere og elever kan hente på undervisningsportalen Filmcentralen/Undervisning.

"Med skolen i biografen" er et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, landets Centre for Undervisningsmidler, filmudlejere, biografer og kommuner i Danmark.

Kilde: DFI


Skolebioordningen øger antallet af tilskuere til de udvalgte film med i gennemsnit 30%. Klik for større billede




Især danske og europæiske film er populære i "Med skolen i biografen". Det står i modsætning til biografernes almindelige repertoire, hvor de amerikanske film er helt dominerende.

Det Danske Filminstitut og Center for Undervisningsmidler sendte i juni 2019 et spørgeskema ud til de lærere, som har benyttet skolebioordningen "Med skolen i biografen" i skoleåret 2018-19. Brugerundersøgelsen viser stor tilfredshed med ordningen.

"Med skolen i biografen" har typisk et besøgstal i løbet af et skoleår på omkring 250.000 skoleelever og lærere.