Nyt job
august 2019

Egmont ansætter
ny digital direktør

Thomas Black (38) skal fremover stå i spidsen for Egmont Publishings digitale afdeling, som driver virksomhedens digitale satsninger i Danmark og Tyskland, og som nu også bliver den samlende afdeling for strategiarbejdet i de to lande.


På Thomas Blacks CV står blandt andet "Head of Corporate Strategy and M&A hos Telenor" samt "founder og CEO i gaming-virksomheden My4".

– Ud over det faktum, at han har en stærk strategisk baggrund og et skarpt blik for den digitale udvikling, så er Thomas en åben og nysgerrig person. Jeg er ikke i tvivl om, at han både fagligt og menneskeligt vil bidrage positivt til både teams og ledergruppe, siger administrerende direktør for Egmont Publishing, Klaus Høeg-Hagensen.

International Business

Thomas Black har en master i International Business fra Aarhus Universitet. Han tiltræder sin nye stilling den 19. august og bliver en del af ledergruppen i Egmont Publishing Danmark/Tyskland.

Egmont Publishing indgår i den nordiske mediekoncern Egmont, som skaber indhold og tjenester inden for film, tv, gaming, e-commerce, marketing, undervisning, streaming, magasiner og bøger. Egmont står også bag virksomheder som Nordisk Film, TV 2 Norge og Lindhardt og Ringhof. Hele Egmont er en fond. Det betyder, at overskuddet går til udvikling af koncernens medier, samt til at hjælpe børn og filmtalenter.


38-årige Thomas Black tiltræder nu jobbet som digital direktør i Egmont Publishing. Han har erfaring fra telebranchen og som iværksætter i gaming-industrien.