Filosofisk turistguide
Juli 2019

Kierkegaard har
fået sin egen app

Filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) regnes for den næstmest verdenskendte dansker efter H.C. Andersen. Derfor kommer mange turister til København for at se hvor han boede og levede. Og derfor er der nu lavet en app, som guider rundt til de vigtigste steder.


"Kierkegaard by Nature" er titlen på en ny app, som indeholder en kronologisk fortælling om Søren Kierkegaards liv i og omkring København. Han var en ærkekøbenhavner, som elskede at gå rundt i byen. Og med hjælp fra app'en kommer man på en godt seks kilometer lang spadseretur rundt til de steder, som betød mest for ham – fra han blev født og til han døde, kun 42 år gammel.

Fra dansk til japansk

App'en "Kierkegaard by Nature" retter sig i høj grad mod turisterne, og den findes derfor på ikke mindre end syv sprog: Dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk, kinesisk og japansk. Den er udviklet af Jakob Aagaard, som i de seneste 5 år har arrangeret filosofiske ledervandringer rundt omkring i verden. I maj 2019 lancerede han ligeledes en "Kierkegaard by Nature"-rute i Gilleleje, hvor Kierkegaard tilbragte otte uger tilbage i sommeren 1835.

– Uanset alder, baggrund og uddannelse, så kredser samtalerne altid om de eksistentielle valg i livet, når jeg faciliterer ledervandringer rundt omkring i verden, siger Jakob Aagaard. – Det fascinerer mig, at vi har en iboende nysgerrighed omkring det liv og de valg vi træffer, og her kan Kierkegaards forfatterskab i den grad bidrage.

Joakim Garff, lic.theol, leder af Søren Kierkegaard forskningscenter, og bl.a. forfatter til biografien SAK (2000), har bidraget med sparring i udviklingen af "Kierkegaard by Nature" København.

Yderligere information på Kierkegaard-Flyer.


App'en "Kierkegaard by Nature" blev lanceret den 10. juli på Nytorv, hvor den verdenskendte filosof levede det meste af sit kun 42 år lange liv. Jakob Aagaard, som er hovedmanden bag app'en, serverede kage og boblevand på torvet.

Den danske filosof Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) er efter H.C. Andersen den vel nok mest kendte dansker i verden. Faktisk så kendt, at Kierkegaard-interesserede i Japan, USA og Australien lærer dansk, blot for at kunne læse ham på originalsproget.

Søren Kierkegaard er hædret med en statue i Det Kgl. Biblioteks have. Men ellers findes der ikke mange afbildninger af den verdensberømte dansker, som nu har fået sin egen app. Med den guides man i Kierkegaards fodspor gennem København, mens man reflekterer over Iivets store spørgsmål...