TV 2, første halvår 2019
Juli 2019

Rekorderne står i kø

TV 2-kanalerne har i 1. halvår 2019 deres stærkeste halvår i ti år. Det er især bemærkelsesværdigt, at man har oplevet stor fremgang blandt unge seere og brugere.


– Det har været et forbilledligt halvår, siger TV 2s indholdsdirektør og lige om lidt koncernens administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. De høje seertal og digitale rekorder er ifølge direktøren skabt af innovation og vovemod i programmer og dækning af events. Dette gælder ikke mindst TV 2s øgede fokus på den yngre målgruppe af 20-30-årige.

– Overalt på TV 2 har man arbejdet sammen om at styrke vores tilbud til de yngre mediebrugere: Fra "X Factor" på hovedkanalen over fiktionsserier på TV 2, Zulu, Charlie og Play, e-sport produceret af TV 2 Sport og sendt på Zulu, journalistiske fortællinger fra TV 2 Echo til yngre brugere på tv2.dk i forbindelse med eksempelvis valgdækningen, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Digital fremgang

I det hele taget blev valget en succes for tv2.dk, som i valgperioden havde tre ud af sine fire største dage nogensinde. Rekorden faldt på selve valgdagen med knap 1,5 millioner brugere på tværs af tv2.dk og apps. På valgdagen og dagen efter var mere end hver tredje 20-30-årige i Danmark forbi tv2.dk eller TV 2s apps for at følge med.

– For et par år siden ændrede vi den redaktionelle linje på tv2.dk i retning af mere kvalitetsjournalistik, og vi udgiver i dag færre, men bedre artikler. Brugerne har taget godt imod det, og tallene giver os lyst til at flytte niveauet yderligere, siger Anne Engdal Stig Christensen.

– Også TV 2 Play har oplevet succeser i det seneste halvår, hvor vi har tænkt indholdet på tværs af Play og de lineære kanaler – med programmer som "Badehotellet", "Daginstitutioner bag facaden", "Stormester" og "Landmand søger kærlighed". I en tid, hvor nye internationale spillere rykker ind på det danske marked, oplever vi, at danskerne sætter pris på det nære danske indhold, som vi – i al beskedenhed – synes, vi er unikt dygtige til, siger Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2 Play rundede tidligere på året 500.000 abonnementer, hvilket svarer til, at over én million brugere har adgang til den digitale tjeneste. Her har dr.dk ganske vist flere brugere, men det skal ses i lyset af at denne service er gratis tilgængelig, mens TV 2 Play kræver et abonnement.

Stærkeste 1. halvår i ti år

På tv-området kom TV 2-familien ud af 1. halvår med en seerandel på 40,3 procent af danskernes samlede tv-sening. Det er en fremgang på 1,6 procentpoint siden 2018 og den højeste seerandel i 1. halvår siden 2009.

– Fremgangen er endnu mere markant blandt de 20-30-årige, hvor der er sket en stigning fra en samlet seerandel på knap 37 procent i 1. halvår 2018 til over 42 procent i det seneste halvår, siger Anne Engdal Stig Christensen. – Det er især TV 2, TV 2 News og TV 2 Charlie, som har fremgang i 1. halvår 2019. De tre kanaler er nu nummer 1, 3 og 4 på danskernes hitliste over tv-kanaler.

Valget gav TV 2 News flere seere

– TV 2 News er i en klasse for sig i dette halvår med dækningen af to valg og efterfølgende regeringsforhandlinger, siger Anne Engdal Stig Christensen. – Ikke alene vokser kanalen til den højeste seerandel nogensinde, nemlig 5,2 procent i 1. halvår og over syv procent i juni. Danskerne har også i 1. halvår lagt mere seertid på News end nogensinde – i en tid, hvor tv-kanaler generelt oplever vigende sening og udbredelse.

Fra TV 2 Charlies 1. halvår kan fremhæves, at "Sygeplejeskolen II" nu er kanalens mest sete programserie nogensinde – i øvrigt foran fiktionsforgængerne "Sygeplejeskolen I" og "Mercur" fra henholdsvis 2018 og 2017.

Danskernes samlede tv-sening faldt med fire procent fra 1. halvår 2018 til same periode i år.


De høje seertal og digitale rekorder er ifølge TV 2's indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, skabt af innovation og vovemod i programmer og dækning af events. Fra 1. august er hun TV 2s administrerende direktør (foto Miklos Szabo, TV 2).

TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden' skabte nye recorder på TV 2 Play i forbindelse med dokumentarprogrammer (foto TV 2).

'Sygeplejeskolen II' er TV 2 Charlies mest sete programserie foran fiktionsforgængerne 'Sygeplejeskolen I' og 'Mercur' fra henholdsvis 2018 og 2017 (foto TV 2).