Internet of Things
Maj 2019

Bænken snakker
med omgivelserne

Maj og juni byder på to festivaler i Aarhus med fokus på ny teknologi. I den anledning er der opstillet en interaktiv bænk ved Musikhuset.


Det er Alexandra Instituttet, der står bag den interaktive bænk i Aarhus, og ifølge instituttets kommunikationschef Marlene Nybro Thomsen er ideen at bruge den til at fortælle om, hvad Internet og Things (IoT) er for en størrelse, og hvad denne teknologi kan tilføre vores fysiske og digitale verden. Men målet er også at få os til at forholde os til de data, som vi selv er med til at skabe.

– Alle taler om intelligente skraldespande og lygtepæle. Men for at Internet of Things skal lykkedes, så skal der være en villighed til at afgive data, siger hun. – Derfor er vi også rigtigt spændte på, hvordan folk tager imod, at de skal afgive data til IoT-enheder, for uden data så er de ingenting. Og af samme grund bliver IoT-sikkerhed og persondata også et stort tema på konferencen IoT Week, som foregår den 17.-21. juni.

Fra nørdet til forretning

Det er niende år i træk at IoT Week sætter fokus Internet of Things. For ti år siden var det et lidt nørdet og lukket felt. Men det har udviklet sig meget hurtigt, og i dag er det et indsatsområde for både byer og erhvervsliv.

– I starten var det måske svært at få virksomhederne til at komme til konferencen, fordi man dengang anså IoT for teoretisk forskning, siger Marlene Nybro Thomsen. – I dag er det i den grad båret af erhvervslivet, fordi de ser en god forretningsmodel i at gøre deres fysiske produkter digitale ved at koble dem til nettet. På den måde kan de nemlig bedre vedligeholde produktet og tilbyde nye services.

– Internet of Things er dog stadig meget eksperimenterende, og IoT Week tiltrækker stadig en masse utraditionelle aktører, der ikke er it-virksomheder. Det gælder f.eks. alt fra designvirksomheder til konsulenter, og hvis IoT skal lykkedes, så skal de arbejde sammen på tværs af nye forretningsområder og ikke i siloer.

Fakta om bænken

Bænken er opstillet i Byparken ved Musikhuset i Aarhus i forbindelse med InternetWeek Denmark og IoT Week 2019.

Det er en prototype, der illustrerer begrebet "Digital Tvilling" i sin simpleste form – et koncept, som forbinder en digital model med et fysisk system. Det kan eksempelvis være en maskine, et køretøj, et produktionsapparat eller en installation.

Via sensorer underrettes den digitale model hele tiden om det fysiske system, og der skabes en 1:1 relation. Det gør det muligt at simulere inputs på den digitale tvilling inden ændringerne udføres på den fysiske model. Det gør det også muligt at se data i realtid og interagere med det fysiske system.

Bænken opsamler data, og downloader man appen "Levende bænke", så får man via augmented reality visualiseret de data, bænken indsamler om sine omgivelser. Det er også muligt for brugeren at skifte indstillingen på de LED-lamper, der er monteret under bænken.

App'en kan downloades i Google Play Store og snart i Apple App Store.

Hvad er IoT?

Internet of Things handler i bund og grund om klassiske produkter, der bliver koblet på nettet. Når vi forbinder produkterne til nettet bliver de en del af andre enheder, der kan tale med hinanden og udveksle data. Produkterne får digital intelligens og dermed nye egenskaber.

Med IoT vil ting omkring os blive målt og omsat til data, der kan give os information om verden omkring os – både når vi er bevidste om det, og når vi ikke er det. IoT vil hjælpe os med at blive mere effektive, sundere og mere sikre. Samtidig vil vi blive mere paranoide. Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan koble på nettet.


Den interaktive bænk er koblet til nettet og registrerer, når nogen sætter sig på den. Den er opstillet i Aarhus i forbindelse med Internet Week Denmark, der foregik den 7.-12. maj og den internationale konference IoT Week, som foregår 17.-21. juni.

Bænken er et eksempel på, hvad IoT kan tilføre vores fysiske og digitale verden, og hvordan vi interagerer med de data, som vi selv er med til at skabe.