Danmarks Næste Klassiker
Marts 2019

Lampeprogrammet
gav ikke plads til lyset

I den seneste udgave af DR-serien "Danmarks næste klassiker" skulle de fem unge designere skabe hver sin lampe på tre uger, og det havde de ikke mange forudsætninger for. Men det værste var faktisk selve TV-produktionen...



Finn Nesgaard

Det er en ganske udbredt opfattelse blandt "almindelige" danskere, at en lampe skal se pæn ud, og fred være med det. Men det er naturligvis mindst lige så vigtigt, at den leverer et godt lys til opgaven, og det er der desværre ikke så mange, som har overskud til at vurdere.

Heldigvis har vi designere som Poul Henningsen, så hvis man eksempelvis vælger en (dyr) ikonisk PH-lampe, så får man ikke alene et flot design, men også et perfekt lys over spisebordet eller i sofahjørnet. Det afgørende er, om lyset er dødt og uden karakter, eller om det skaber stemning og fremhæver det væsentlige i stuen.

Alt dette er grundviden blandt lysdesignere – og blandt mediebranchens lysfolk. Så meget mere deprimerende er det, at de fem designere i DR-serien "Danmarks næste klassiker" ikke var i stand til at arbejde konstruktivt med lysvirkningen, da de på kun tre uger skulle designe og fremstille en lampe til spisebordet. Men det var endnu mere nedslående, at de to dommere i konkurrencen stort set ikke kom ind på dette aspekt. Og helt katastrofalt var det, at produktionsholdet havde fastholdt deres lysopsætning fra de tidligere programmer, for dette (døde) lys er så kraftigt, at vi seere stort set var afskåret fra at se og vurdere lysvirkningen fra designernes lamper.

Man må derfor spørge, hvad programmet dog skal være godt for...

Lampekonkurrencen i programserien "Danmarks næste klassiker" blev udsendt på DR1 tirsdag den 5. marts 2019. Programmet kan ses på dr.dk/tv.



Designeren Rikke Frost havde rent faktisk arbejdet med lysvirkningen, men hendes lampe blev præsenteret i et så kraftigt blødt omgivende lys, at vi seere ikke havde en chance for at se og vurdere lyset fra hendes lampe. Dommerne gav den en andenplads (screendump fra programmet).

Vinderlampen, designet af Isabel Ahm, blev straks hængt op over det spisebord, som vandt konkurrencens forrige runde. Men lampen hænger jo alt for højt til, at man kan se og vurdere lysvirkningen – som nok også er alt for blød til at skabe god stemning omkring aftenmaden (screendump fra programmet).

Fakta om "Danmarks
næste klassiker"

Idé: Palle Strøm
Vært: Mette Bluhme Rieck
Producent: Nicolai Bo Hjeds
Redaktionschef: Thomas Velling
DR-redaktør: Jan Lagermand Lundme
Lys: Martin Riello
Produktion: Monday – for DR
Konkurencens designere
Isabel Ahm, Ahm&Lund
Rikke Frost, Rikke Frost Design
Kasper Thorup, Thorup Copenhagen
Rasmus Bækkel Fex, B.Fæx
Janus Larsen, Noyer

Vinderen af den seks kategorier store konkurrence udstilles på Designmuseum Danmark – blandt alle de andre danske klassikere.