Når markedet skrumper
Januar 2019

Canon holder
optimismen oppe...

Der kræves nye strategier og nye produktsatsninger, hvis de traditionelle kamerafabrikker skal overleve. Og den vilje har man i høj grad hos Canon.



Finn Nesgaard

De traditionelle kamerafabrikker har oplevet en voldsom tilbagegang i takt med at mobiltelefonen er blevet det foretrukne kamera for langt de fleste.

Nikon har for længst lukket sit danske kontor, så salget nu styres fra Stockholm. Og tidligere store brands som eksempelvis Olympus, Minolta, Ricoh, Pentax og Fuji lever nu et stilfærdigt liv på fotomarkedet, hvis de da ikke helt har trukket sig og nu koncentrerer sig om andre produktområder.

Men Canon holder fortsat fanen højt i det store danske domicil i Søborg, hvor der dog – trods alt – er flyttet eksterne lejere ind på en del af de mange kvadratmeter.

Produktstrategien

Canons strategi er at satse benhårdt og teknologisk fremadrettet på de produktområder, som der fortsat er liv i. Dvs. den høje ende af markedet.

Et eksempel er det nye Canon XF 705 videokamera, som kan optage 4K UHD 50P 4:2:2/10-bit på små SD hukommelseskort. Forklaringen på denne præstation er, at filerne komprimeres med det nye XF-HEVC codec, hvilket betyder at de kun fylder en fjerdedel af tilsvarende MPEG-2 filer og ca. det halve af AVC H264 filer.

Samme kamera udmærker sig desuden ved en nøjagtig og hurtig autofokus, takket være Canons Dual Pixel CMOS AF. Kameraet er udstyret med en fast vidvinkelzoom, så man er afskåret fra at skifte objektiv. Men med 15X optisk zoom, som kan forlænges digitalt til 30X, så klarer man sig jo nok.

Billedchippen er på 1 tommer. Og prisen ligger på 44.000 kr ex moms, hvilket må siges at være overkommeligt for et kamera i denne kategori.

Filmmarkedet

Canon nøjes dog ikke med at satse på det professionelle videomarked – nu skal der også bruges Canon kameraer ved de store filmproduktioner.

Canon C700 FF er nemlig et A-kamera med 5,9K FF Full frame sensor, stort farverum og et dynamikområde på ikke mindre end 15 blændetrin. Også her får man fordelene ved Dual Pixel Autofokus, og der er mulighed for både at anvende EF, PL og B4 mount objektiver. Hos Canon er man desuden stolte af, at kameraet er Netflix godkendt.

Det spejlløse marked

Det har ærligt talt virket lidt bagstræberisk, at Canon stædigt har holdt fast ved sine spejlreflekskameraer med vippende spejl og derfor stor afstand mellem objektiv og sensor, mens konkurrenterne i stigende grad har satset på spejlløse systemkameraer. Men det rettes der nu op på.

Nå ja, Canons velkendte SLR-modeller som eksempelvis EOS 6D, 5D og 1D vil fortsat blive produceret, og det samme gælder for det kolossale objektivsortiment. Men nu er der kommet et spejlløst alternativ, EOS R, som er et helt nyt system – designet til fremtiden. Her 31 år efter lanceringen af EF objektivfatningen og EOS systemet kommer Canon nemlg med en RF fatning til fabrikkens nye spejlløse Full Frame kameraer.

RF fatningen udmærker sig ved stor diameter og lille afstand fra fatning til sensor, hvilket giver nye muligheder for udvikling af mere kompakte, hurtigere og skarpere objektiver. Der bliver også bedre muligheder for kommunikation mellem kamera og objektiv. Og der er fuld kompatibilitet med de eksisterende EF og EF-S objektiver via en adapterring

De andre fagområder

Det er dog ikke sådan, at Canon udelukkende satser på foto og video, for man har jo i mange år været inde på printermarkedet. Her sker der også et kraftigt ryk mod high-end – og mod produkter i million-prisklassen.

En af udviklingstendenserne er, at man opnår større fleksibilitet i printprocessen ved at erstatte traditionelle toner/offset printere med inkjet. F.eks. har Canon leveret en ny printerinstallation til firmaet Bording Link til en værdi der løber op i et tocifret millionbeløb!

Og når vi nu taler om konkrete kundeordrer, så har DR købt masser af Canon videokameraer. Og på den måde kom vi alligevel til at slutte indenfor AVMs traditionelle fagområde...


Canon XF 705 er et professionelt videokamera, som kan optage 4K UHD 50P 4:2:2/10-bit på små SD hukommelseskort. Prisen er overkommelig: 44.000 kr ex moms.

Med det nye C700 FF kamera bevæger Canon sig ind på markedet for store filmproduktioner.

Canon har været lang tid om at komme i gang med produktiområdet spejlløse systemkameraer. Men nu går man all in med den nye EOS R og en tilhørende serie RF objektiver.