Nyhedsreportager
December 2018

Anna Gaarslev
får DR-sprogpris

DR's Europa-korrespondent får prisen for blandt andet at formidle med stort nærvær og i et varieret sprog.


En torsdag formiddag i december var DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev indkaldt til møde på redaktionschef Johan Engbos kontor i DR Byen. Men i stedet for at diskutere udsigten til nyvalg i Sverige eller andre af de europæiske begivenheder, som Anna Gaarslev har dækket løbende for DR, viste mødets emne sig at være Gaarslev selv.

Ind ad døren trådte nemlig DR's sprogredaktør Martin Kristiansen med en buket blomster og nyheden om, at Gaarslev er udnævnt til årets modtager af DR's Sprogpris. Og det var et populært valg blandt korrespondentens kolleger, der stod klar med kram og klap udenfor.

Begrundelsen for at Anna Gaarslev får DR's Sprogpris 2018 var blandt andet: "I sine reportager speaker Anna Gaarslev med en afspændt og behagelig stemmeføring, som sikrer et naturligt flow, selv i nyhedsindslag med mange klip. De emmer af overblik og veldisponerede sætninger, som formidler fakta, stemninger og følelser på fin og afbalanceret måde".

– Anna Gaarslev får en til at lytte, siger DR's sprogredaktør Martin Kristiansen. – Hun kombinerer i sit sprog væsentlighed og engagement på en måde, der virker naturlig, på en gang nøgtern og personlig.

Anna Gaarslev vil få årets sprogpris overrakt af DR's mediedirektør Henriette Marienlund ved et arrangement først i det nye år.


DR's sprogredaktør Martin Kristiansen afslørede nyheden om, at DR's Sprogpris 2018 går til Europa-korrespondent Anna Gaarslev fra DR Nyheder. Flere af hendes kolleger stod klar med kram og klap – og forevigede situationen med mobiltelefonen (foto Bjarne Bergius Hermansen)

De har fået DR's
sprogpris de seneste år

2017: Phillip Faber
2016: Signe Molde og Steffen Gram
2015: Matilde Kimer
2014: Bente Hansen
2013: Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft samt Kristian Leth