Ny teknologi i landbrugssektoren
December 2018

Dronerkameraer finder
forsvundne drænrør

Med droner og multispektrale kameraer kan man nu finde hvor på markerne drænrørene ligger begravet. Den nye teknologi kan både spare tid for landmanden og øge markens udbytte.


Håndtegnede papirkort har været brugt til at finde nedgravede drænrør, siden man begyndte at dræne de danske marker for mere end 100 år siden. Cirka halvdelen af landets landbrugsarealer er efterhånden drænede, og ifølge vandløbsloven er det landmandens ansvar at vedligeholde drænrørene – også hvis han ikke ved, hvor de ligger begravet.

Nu kan LE34, som er Danmarks største landinspektørfirma, lokalisere drænrørenes placering under markens overflade ved hjælp af droner og multispektrale kameraer. Metoden er udviklet i samarbejde med datterselskabet Geoteam, der er specialister i præcisionslandbrug.

30 procent større udbytte

Ifølge LE34 vil anvendelsen af droneteknologi og multispektrale kameraer i landbrugssektoren vokse markant i de kommende år. Ved at analysere billederne kan specialister nemlig identificere de karakteristiske drænlinjer i markfladen og derigennem fastlægge placeringen af rørene.

– Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet kan landmandens udbytte vokse med op til 30 procent, alt efter afgrødens art, når markerne er ordentligt drænet, siger Knud Klausen, som er forretningschef for landbrug i LE34.


Klaus Fuglsang opdagede ved et tilfælde, at man med multispektrale kameraer kan afsløre underjordiske drænrørs placering fra luften. Fuglsang er agronom og specialist i præcisionslandbrug hos Geoteam.

Data fra de multispektrale billeder kan oversættes til digitale drænkort over arealerne, så landmanden fremover altid vil kunne hente oplysningerne frem mobil eller tablet.