QLED kontra OLED
Oktober 2018

Den store "løgnehistorie"

En ting er markedsføring – noget ganske andet er den tekniske virkelighed, som ligger bag de smarte fagudtryk. Sådan er det i hvert fald når man snakker fjernsyn og den bedst mulige panelteknologi.



Finn Nesgaard

Det er egentlig ganske forståeligt, at markedsføringsfolkene gør hvad de kan for ikke at drukne i teknikaliteter. Deres opgave er nemlig ganske enkelt at få deres produkt til at fremstå som verdens bedste og mest prisfordelagtige...

Dette gælder i hvert fald på fjernsynsmarkedet, hvor kunderne ikke får megen hjælp til at forstå forskellen mellem LCD, OLED og QLED. Og det sidste er rent faktisk Samsungs helhjertede forsøg på at snyde sig foran hovedkonkurrenten og landsmanden LG.

Men lad os tage fat fra en ende af.

Plasma og LCD

Det hele startede omkring årtusindeskiftet, da vi skulle have udskiftet vores små, klodsede rørbaserede TV-skærme med fladskærms-TV på f.eks. 42 tommer. I første omgang kunne vi få plasma-TV fra eksempelvis Panasonic, og det var egentlig en ganske glimrende teknologi. Hver enkelt plasmapixel udsendte nemlig lys, og når den var slukket, så var den helt sort. Det gav et flot sort niveau.

Men plasmateknologien havde også sine ulemper. Den var sårbar for indbrænding af eksempelvis fast placerede logoer, hvilket også betød at panelerne blev slidt ganske hurtigt. Desuden var de frygteligt dyre at producere, så massemarkedet var lukket land.

Løsningen blev LCD – Liquid Crystal Diode. Og den teknologi er stadig den dominerende i dag.

Her kommer lyset ikke fra den enkelte pixel, men fra et baglys placeret bag selve billedpanelet. I starten bestod baglyset af lysstofrør, men i dag bruger man LED'er – Light Emitting Diodes af samme type som man kender fra f.eks. cykellygter. Fordelen ved dioderne er bl.a., at de er kompakte, så TV-skærmen kan blive ganske smal, og dette gælder ikke mindst hvis dioderne placeres langs skærmens kant og lyset føres ind bag panelet via lysledere. Man kan desuden skabe et kunstigt forbedret kontrastomfang i billedet ved at styre lysstyrken af den enkelte diode individuelt. Og lysdioderne er som bekendt strømbesparende.

Ulemperne?

Den enkelte pixel i LCD-panelet er ikke specielt hurtig til at skifte mellem, hvor meget af baglyset som skal trænge igennem, og under alle omstændigheder kan den ikke lukke helt af for lyset. Det sidste giver et mindre godt sortniveau.

Farverne skabes ved, at der placeres et RGB-mønstret filter foran LCD-panelet, så den enkelte pixel derved enten får farven rød, grøn eller blå.

Løsningen: OLED

Den ideelle TV-skærm skal – naturligvis – bestå af et centimeter-tyndt panel med lysende pixels i farverne rød, grøn og blå. Denne paneltype har ikke mindst Samsung arbejdet intenst på at skabe, på basis af den efterhånden mange årtier gamle OLED-teknologi – Organic Light Emitting Diode. Men når det drejer sig om store skærme med mange pixels, så har fejlprocenten ved fabrikationen været alt for stor, og desuden ældes de tre farver i forskelligt tempo, hvilket forringer farvegengivelsen over tid.

Derfor har Samsung indtil videre opgivet at producere OLED-TV.

Alternativet: White-OLED

Konkurrenten LG har undgået problemet med ældningen af farvegengivelsen ved at udvikle et OLED-panel, hvor hver enkelt pixel udsender hvidt lys. Farverne skabes så ved hjælp af et RGB-mønstret filter, nøjagtigt som vi kender det fra LCD-panelerne. Derved slides alle pixels lige hurtigt.

Ulempen er naturligvis, at RGB-filtret stjæler 2/3 af lyset. Der vil derfor kunne spares en del på strømforbruget, når det forhåbentlig lykkes at lave et brugbart RGB-OLED panel. Samsung arbejder på sagen, og det gør LG sikkert også.

Samsungs snydeløsning

Og hvad så med QLED?

Ja, det lyder jo umiddelbart som noget i retning af OLED, men det er i virkeligheden snyd og humbug.

Q'et står for Quantum, og LED står for at man bruger et LED-baglys, som sender lys ud gennem et LCD-panel. Samsung forsvarer sig naturligvis med nogle tekniske finurligheder – f.eks. er der en krystal mellem hver enkelt pixel og baglyset. Og desuden har man sat ekstra kraft på baglyset, så man får et mere lysstærkt billede end OLED-panelerne kan præstere i dag.

De nyeste salgstal viser dog, at White-OLED tilsyneladende er ved at sende snydeteknologien QLED bagud af dansen. Man kan sige, at David på dette område er ved at slå Goliat af banen, for generelt set er det Samsung som er markedsleder, mens LG har rollen som lillebror.

Begge de to koreanske fabrikker er dog store på verdensmarkedet, for de laver selv panelerne, og de er derfor underleverandører til et meget stort antal TV-fabrikker.


LCD-teknologien, og dermed også QLED bruger et baglys for at få billede på skærmen. OLED er paneler med lysende pixels, så her sparer man baglyset og får et bedre sortniveau.

Den ideelle løsning er RGB-OLED hvor den enkelt pixel enten udsender rødt, grønt eller blåt lys, men desværre er det endnu ikke lykkedes at lave betalelige paneler, hvor de tre farver pixels ældes lige langsomt. Indtil videre må vi derfor klare os med White-OLED, hvor farverne skabes af et RGB-mønstret filter som vi kender det fra LCD-panelerne.