Den Gamle By i Aarhus
September 2018

Oplev båndoptagerens historie

Den Gamle Bys Radiolaug fortæller om båndoptagerens historie i forbindelse med to temaweekender den 22.-23. og 29.-30. september. Temaweekenderne er en del af Den Gamle Bys 1968-festival.


Øv, den er gået i båndsalat!

At optage lyd og billede er i dag noget alle gør med deres smartphone. Men de færreste tænker på, hvor revolutionerende det var, da båndoptageren blev allemandseje, så man kunne fange og gemme lyd – og senere også levende billeder med videobåndoptageren. Man optog alt lige fra private fester, ferier og hverdagsliv til radio- og tv-programmer, som man nu kunne gemme og genhøre eller gense igen og igen.

Det store gennembrud

Det var især i 1960'erne, at båndoptageren fik sit store gennembrud. De unge sad på værelset med spolebåndoptageren og optog musiknumre fra Jørgen Mylius' musikprogrammer – og blev måske irriterede over, at han snakkede ind over sangene. Det var også epokegørende, da man i 1970'erne med en videobåndoptager kunne optage lørdagsunderholdningen og vente med at se den, til man havde tid!

Mange kan også huske, hvordan de i kassettebåndoptagerens storhedstid i 1970'erne og 1980'erne rullede båndet tilbage i kassetten med en blyant, når det var gået i båndsalat.

Fra trådoptager til smartphone

Det er Den Gamle Bys Radiolaug som viser en kavalkade af båndoptagere og andre optagemedier fra ca. 1900 til i dag.

Man kan blandt andet se nogle af de gamle trådoptagere, der var forløbere for spolebåndoptagere og kassettebåndoptagere, og som mange år senere resulterede i videobåndoptagere og videokameraer. Man kan komme helt tæt på forskellige typer af tonehoveder og få en snak med eksperterne om teknikken bag. Man kan også se mikrofoner, diktafoner, telefonsvarere, videoovervågning og meget mere.

På udstillingen føres udviklingen helt frem til nutidens digitale optagemedier via CD- og DVD-brændere til harddiskoptagere, memory cards og apps.

Båndoptagerens revival

– Selvom de gængse optagemedier i dag er digitale, ser man især blandt de yngre generationer en fornyet interesse for båndoptageren, fortæller museumsinspektør Lisbeth Skjernov.

– De analoge mediers revival har betydet, at båndoptageren igen er aktuel. Først så vi vinylpladernes genkomst, men senest er helt unge musikere begyndt at udgive musik på kassettebånd – og hvem skulle have troet det for bare få år siden?, spørger hun.

Se mere via linket her – find Pauls Radio i navigationsmenuen til højre: www.expedia.dk/vc/c/tidsrejsen-aarhus.


Den Gamle by i Aarhus sætter sætte den fornyede interesse for båndoptagere i et historisk perspektiv. Det sker i weekenderne den 22.-23. og 29.-30. september med udgangspunkt i radio/tv-butikken Pouls Radio i museets 1974-kvarter.

Båndoptagerens teknologi bygger på telegrafonen, som den danske opfinder Valdemar Poulsen stod bag. Han opdagede nemlig, at man kunne optage, lagre og afspille lyd på en metaltråd ved hjælp af elektromagnetisme.

Fakta

  • Temaweekenderne holdes 22.-23. og 29.-30. september 2018 i Bendtsens Pakhus ved Torvet i Den Gamle By i Aarhus.
  • Udstillingen er en kavalkade af båndoptagere og andre optagemedier.
  • Der er foredrag lørdag og søndag kl. 14, hvor Den Gamle Bys Radiolaug fortæller om båndoptagerens historie.
  • Hele arrangementet er gratis, når entréen til Den Gamle By er betalt.
  • Yderligere information: www.dengamleby.dk.