Fakta om streaming
Juli 2018

Forbruget overdrives
i medierne

Trods stor succes for amerikanske tjenester som Netflix og HBO Nordic, så klarer danske serier og film sig fortsat godt i konkurrencen. Faktisk så godt, at det ifølge Det Danske Filminstitut, DFI, må feje alle påstande til side om, at danskerne hellere vil se "Game of Thrones" end "Fasandræberne".


Filminstituttet har netop offentliggjort en større undersøgelse af danskernes forbrug og holdninger til film og serier. Resultaterne afliver mange myter om danskerne og deres forbrug af film og serie.

Ifølge specialkonsulent Sanne Juncker Pedersen, DFI, viser tallene, at interessen for spillefilm fortsat er meget høj trods den store succes for streamingtjenesterne og deres udbud af serier:

– Der har bredt sig en opfattelse af, at vi hellere vil se serier end film – men 99 pct. af danskerne ser fortsat film. Film og serier er nemlig ikke et enten eller, men et både og.

Danske film på niveau

Mens der for tv og biograf regelmæssigt offentliggøres statistikker for antal seere og billetsalg, er streamingtjenesterne notorisk hemmelighedsfulde med deres visningstal. DFIs undersøgelse er den første, hvor man er i stand til at sætte tal på udbredelsen af film og serier på tværs af platforme.

Undersøgelsen piller noget af glansen af mange af de mest hypede og medieomtalte tv-serier som f.eks. "House of Cards" på Netflix. Serien er trods sine fem sæsoner og massiv omtale i medier og blandt bloggere aldrig nået længere ud end til ca. 20 pct. af danskerne. Filminstruktøren Thomas Vinterbergs "Kollektivet", der fik premiere i januar 2016, er faktisk set af lige så mange.

Det samme billede tegner sig for HBO-serien "Game of Thrones", som ved hver ny sæson kommenteres og hyldes af alle fra teenagere på Snapchat til erhvervskommentatorer i Børsen. Blot 24 pct. har faktisk set serien. Blandt de unge mellem 15 og 25 år er tallet 34 pct., men samme andel af de unge har set Mads Mikkelsen, Ole Thestrup, Nicolaj Lie Kaas m.fl. i filmen "Mænd og Høns".

"Fasandræberne" baseret på en roman af Jussi Adler Olsen overgår den amerikanske serie og er set af 38 pct. af de unge.

Ekkokamre styrer medierne

Sanne Juncker Pedersen mener, at den generelle opfattelse af forbruget af serier og film bliver skævvredet i det, hun betegner som digitale nicheprægede "ekkokamre", hvor anmeldere, meningsdannere og læsere sætter uforholdsmæssig stor fokus på de udenlandske serier. Det skaber indtryk af, at de er mere set, end der reelt er tale om.

Hun nævner som eksempel HBO-serien "The Handmaid's Tale". I et filmmedie blev den i forbindelse med premieren på anden sæson fremhævet som en "hitserie" og "en af de mest sete" på HBO. Men faktum er, at herhjemme har blot seks pct. over 15 år set serien.

TV-serier

Misforholdet mellem hype og faktisk udbredelse er særligt udtalt for tv-serier. DFI har undersøgt, hvor mange danskere der har set 100 forskellige serier, både danske og udenlandske. De ti mest populære er alle danske og med "Matador", "Badehotellet" og "Forbrydelsen" på de tre første pladser. Først på 11. plads finder man en udenlandsk serie – førnævnte "Game of Thrones"

Kilde: www.bfe.dk.

Yderligere information på www.dfi.dk.


Rygtet vil vide, at amerikanske streamingserier som "House of Cards" har succes, mens danske TV-serier og film mangler publikum. Men det er et forvrænget billede af den faktiske danske medievirkelighed. Det viser en undersøgelse, som Filminstituttet for nylig har ofentliggjort.