Samarbejde mellem DR og Aarhus Universitet
Maj 2018

Danmarks nye superhjerne

Spil et computerspil og hjælp forskerne med at udvikle fremtidens kunstige intelligens. Sådan lyder opfordringen til alle danskere, når DR og Aarhus Universitet i uge 36 igangsætter forskningsprojektet "Danmarks nye superhjerne".


– Med "Danmarks nye superhjerne" inviterer vi danskerne ind i videnskaben for vise, at forskning ikke kun er noget der foregår på universiteterne, men at man faktisk selv kan være med og spille en yderst værdifuld rolle, siger Carsten Nymann, centerchef i DR Viden.

I "Danmarks nye superhjerne" skal deltagerne kort fortalt spille et computerspil, som tester hvordan de træffer beslutninger. Spillernes valg resulterer nemlig i data om, hvordan den menneskelige intuition fungerer. Og disse data kan forskerne bruge til at skabe en fremtidig kunstig intelligens, som ikke modarbejder, men supplerer og støtter menneskeheden.

Den menneskelige superhjerne

– Mange er bekymrede over teknologiens indtog på arbejdspladserne såvel som i hjemmet, siger Carsten Nymann. – Men vi skulle hellere lade os begejstre over, hvilken fantastisk indretning menneskehjernen er.

– Måden vi tager beslutninger på kan ingen computer gøre efter. Men hvis vi hjælper forskerne til at forstå menneskets intuition og koble den med supercomputernes regnekraft, så ser fremtiden yderst spændende ud...

Vellykket science-projekt

Forskerholdet bag projektet ScienceAtHome på Aarhus Universitet beskæftigede sig oprindeligt med, hvordan viden om den menneskelige intuition kunne bruges ved udviklingen af en ny type kvantecomputer. Via et simpelt computerspil kunne deltagerne groft sagt bestemme, i hvilke mønstre et atom dybt inde i computeren skulle bevæge sig.

Projektet var så vellykket, at ScienceAtHome nu udvikler en større platform med en række computerspil, der indsamler data om spillernes reaktionsmønstre. Disse data vil kunne bruges til forskning inden for både fysik, kemi, matematik, psykologi, kognitionsforskning og adfærdsøkonomi.

DR-serien "Danmarks nye superhjerne" indgår i dette projekt via spillet "Skill Lab: Science Detective". Men for de særligt interesserede deltagere bliver der desuden adgang til en række andre spil.

Den eftertænksomme type

Når man gennemfører spillet i "Danmarks nye superhjerne" får hver spiller en individuel kognitiv profil retur, baseret på de indsamlede data. Profilen kan f.eks. tegne et billede af risikovillighed og analytiske evner. Ved at deltage gør man altså ikke alene forskerne klogere, man bliver også klogere på sig selv.

Den færdige udgave af spillet er klar i uge 36 (3. september), hvor temaet "Danmarks nye superhjerne" går i luften på DR's platforme. Men allerede nu inviteres man på dr.dk/viden til at prøve spillet i en betaudgave.


Samarbejdet med Aarhus Universitet om "Danmarks nye superhjerne" er en del af DR's videnskabssatsning i 2018, siger Carsten Nymann, centerchef i DR Viden (foto Bjarne Bergius Hermansen).

– Vores bærende filosofi er, at online-studier af menneskelig interaktion og problemløsning ikke alene kan være en kilde til løsninger på komplekse naturvidenskabelige forskningsproblemer, men at de også kan give ny indsigt i individers kognitive processer og sociale dynamikker, siger Jacob Sherson, forskningsleder på ScienceAtHome på Aarhus Universitet (foto Lars Kruse, AU Foto).