OLED kontra QLED
Maj 2018

Samsung skaber
forvirring på TV-markedet

LG er kendt for sine OLED-TV – men er Samsungs QLED ikke nærmest det samme? Svaret er nej, for QLED er noget helt andet! Men hvad så med billedkvaliteten?



Finn Nesgaard

OLED står for Organic Light Emitting Diode – en organisk lysdiode, der fungerer som pixel i OLED-TV'ets panel. Det betyder, at OLED dioden både er lyskilde og et billeddannende element. Alternativet er de traditionelle LCD-TV (Liquid-Crystal Display), hvor panelets flydende krystaller danne billedet ved at lukke mere eller mindre af for et kraftigt baglys.

Ulemperne ved LCD-teknologien er dels et relativt højt strømforbrug, dels at sortniveauet ikke er optimalt, fordi krystallerne har svært ved at lukke helt af for baglyset. Desuden bliver TV-skærmen relativt tyk, fordi der skal være plads til baglyskilden. Sortniveauet kan dog forbedres med et variabelt baglys, som dæmpes i de mørke områder. Og skærmtykkelsen kan reduceres ved at placere baglyskilden i kanten af skærmen og så føre lyset ind bag panelet med af nogle "lysledere" af plastic. Men det kan aldrig blive en optimal løsning.

Fordelen ved OLED-teknologien er, at der ikke kræves noget baglys, for det er jo den enkelte pixel som lyser. Og når den er slukket, så er den helt sort. Man får derfor et optimalt sortniveau i billedet – og et lavere strømforbrug.


Det er lykkedes for LG at lave et brugbart OLED-panel ved at bruge White OLED'er i stedet for RBG OLED'er. Fordelen ved OLED er bl.a. et optimalt sortniveau. Klik for større billede


Kampen mellem Samsung og LG

Oprindeligt var både Samsung og LG dybt involveret i udviklingen af OLED-TV, og det var faktisk Samsung der arbejdede på den ideelle løsning.

Og hvad er så den ideelle løsning?

Ja, det er en løsning baseret på dioder der lyser henholdsvis rødt, grønt og blåt, for dermed kan man skabe hele spektret af farver med det mindst mulige strømforbrug. Problemet var bare, at de tre forskellige farver blev slidt forskelligt over tid, og dermed fik man en gradvist dårligere farvegengivelse. Det kunne kunderne naturligvis ikke leve med, og Samsung endte derfor med helt at opgive sit OLED-projekt.

LG kæmpede også en sej kamp for at skabe brugbare OLED-paneler, men her havde man valgt white-OLED-teknologien, hvor alle pixels udsender hvidt lys og de derfor ældes samtidigt. Farverne dannes så ved hjælp af et RGB "skakfilter" af samme type som man kender det fra LCD-panelerne. Ulempen er, at filteret stjæler 2/3 af lyset, så strømforbruget bliver ikke optimalt. Men LG har dog rettet op på problemet ved at indføre en hvid pixel som supplement til RGB. Derfor bliver eksempelvis en powerpoint præsentation med hvid baggrund ikke den store strømsluger.


Samsung måtte opgive sit OLED-projekt. I stedet satser man på QLED, som i virkeligheden er en forbedret udgave af den traditionelle LCD-teknologi. Men på sigt kan QLED måske få de samme fordele som OLED... Klik for større billede


Hvad er så QLED?'

Samsung blev altså taberen på OLED-området, men kæmper naturligvis for at bevare sit gode navn og rygte – og markedsposition!

Samsung udviklede derfor det såkaldte SUHD-TV baseret på Quantum Dot teknologien. En Quantum Dot er en pixel, som skaber rødt, grønt eller blåt lys, når den rammes af hvidt lys. Den erstatter derfor det traditionelle RGB "skakfilter".

Efter lidt betænkningstid valgte Samsung så at skabe total forvirring på high-end-markedet ved at omdøbe SUHD panelet til QLED. Q'et står for Quantum, D'et for Dot valgte man at springe over, og LED står for, at skærmen er udstyret med et LED baglys som man kender det fra de traditionelle LCD-skærmene. Og billedet skabes såmænd også af et LCD-panel.

Dette betyder, at QLED-skærmen ikke kan blive helt så tynd som OLED-skærmen, og at sortniveauet heller ikke bliver helt så flot. Til gengæld kan man jo øge baglysets styrke, så man får en mere lysstærk skærm. Og der er desuden en fremtidsmulighed for, at de enkelte Quantum Dots kan blive lysende, som vi kender det fra OLED. Men hvornår denne mulighed bliver realisabel, og om Samsung ikke bare løber ind i de gamle problemer med at de tre farver ældes forskelligt, det får stå hen i det uvisse.

Grundig skærmtest

Inspirationen til denne udredning af forskellen mellem OLED og QLED kommer fra en ganske grundig sammenlignende test af LG's og Samsungs nyeste topmodeller, nemlig LG OLED65E8 og Samsung QE55Q9FN. Testen er skrevet af den engelssprogede "contributor" John Archer, og den kan læses på forbes.com/A>.


Der stilles store forventninger til Quantum Dot teknologien, som måske på sigt kan blive et godt alternativ til OLED...

Kampen står mellem LG og Samsung, hvor Samsung satsede stort på OLED og tabte, mens LG valgte den mere beskedne White OLED teknologi, og i dag kan rose sig af at levere markedets bedste sortniveau.

Engelsksprogede John Archer har lavet en grundig sammenlignende test af LG's og Samsungs nyeste topmodeller, nemlig LG OLED65E8 og Samsung QE55Q9FN.

Fire forskellige skærmteknologier

LCD: Liquid Crystal Diode. Dette er den gammelkendte og stadig markedsdominerende teknologi, baseret på en kombination af RGB "skakfilter", billeddannende LCD-panel og baglys.
OLED: Organic Light Emitting Diode. En kombination af lysende dioder i farverne rød, grøn og blå. Man slipper derfor for både baglys og RGB "skakfilter". Samsung havde imidlertid problemer med at få samme holdbarhed for de tre farver og opgav til sidst kampen.
W-OLED: White Organic Light Emitting Diode. Her udsender alle dioderne hvidt lys, og de har derfor samme holdbarhed. Til gengæld er der brug for et RGBW "skakfilter" foran panelet. LG har succes med denne teknologi.
QLED: Quantum Dot med LED-baglys. Man undgår RGB "skakfilteret", men ellers ligner løsningen på mange måder den vi kender fra det traditionelle LCD-TV.