Filmværkstedet
Marts 2018

Kønsfordelingen
er skiftet...

Sidste år var 60 procent af Filmværkstedets støttemodtagere kvinder, og ifølge Filmværkstedets leder, Prami Larsen, er det ikke tilfældigt.



Emilie Kelberg, udgivet af dfi.dk 21.03.18.

Tilbage i 2016 kunne en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut konkludere, at den danske filmbranche generelt er kendetegnet ved en skæv kønsfordeling. Også på Filmværkstedet i København kunne man konstatere, at flere mænd end kvinder havde ansøgt og modtaget støtte via talentordningen.

Men i 2017 år var den virkelighed vendt på hovedet – med 60 procent kvindelige støttemodtagere mod 40 procent mandlige. Det skyldes, at Filmværkstedet i en årrække har haft fokus på kønsfordelingen blandt instruktører.

– Det startede med, at jeg for år tilbage lavede en undersøgelse af, hvor mange af Filmværkstedets ansøgere som vendte tilbage med det samme projekt i næste ansøgningsrunde, siger Filmværkstedets leder, Prami Larsen. – Det viste sig at være 24 mænd og kun to kvinder!

– Min konklusion var, at kvindelige støtteansøgere læste afslaget grundigt og måske oven i købet oplevede det som ikke bare en kritik af projektet, men også af deres talent. Det første, jeg gjorde var derfor at fortælle mine konsulenter, at hvis de ønskede at se en bestemt kvindelig ansøger i bunken igen, så skulle de gøre det klart i afslaget!

Den kvindelige synsvinkel

Ud over at ændre Filmværkstedets kommunikation gjorde Prami Larsen det også klart, at den kvindelige synsvinkel skulle ses som en kvalitet i sig selv.

– Jeg har bedt Filmværkstedets konsulenter om at grave forbi det jeg kalder "the shine" og i stedet forholde sig til, hvad det egentlig er instruktøren vil fortælle. De skal se det som en kvalitet og styrke i sig selv, at ansøgerens erfaring ikke er en, vi har set på lærredet før, siger Prami Larsen.

Ny konsulentordning

Filmværkstedet har også ændret konsulentordningen, så der i stedet for otte skiftende konsulenter hvert år nu kun er én konsulent i alle fire ansøgningsrunder. Siden august 2017 har det være Lotte Mik-Meyer, der ud over en baggrund som dokumentarinstruktør har mange års erfaring som underviser på blandt andet Filmskolen.

Hun understreger, at det er vigtigt som filmkonsulent at erkende sin egen position i ansøgningsprocessen og fremhæver ligesom Prami Larsen det essentielle i at etablere en åben og konstruktiv kommunikation.

– Hverken for mænd eller kvinder må det være interessant med en konsulent, der udpeger problemer eller beder ansøgerne om at gå hjem og skrive den og den scene om, siger Lotte Mik-Meyer. – I stedet giver jeg ansøgeren en række konkrete visuelle og fortællemæssige opgaver, der tager udgangspunkt i de motiver og temaer, der kan læses ud af deres oplæg. På den måde kan ansøgeren få en erfaring som i sig selv vil medføre en skærpelse af deres projekt.

– Filmkunsten er et af de områder hvor vi som mennesker kan spejle vores liv. Det er vigtigt for både filmkunstens udvikling og for vores demokrati, at det for eksempel ikke kun er det ene køn, som fortæller os om den virkelighed vi opholder os i.

Kilde www.dfi.dk.


– Filmkunsten er et af de områder hvor vi som mennesker kan spejle vores liv, og der er det klart, at der skal være en diversitet og balance, siger Filmværkstedets konsulent Lotte Mik-Meyer.

Fakta om Filmværkstedet

  • Filmværkstedet har en lang række tilbud til unge, som har talent og lyst til at arbejde med levende billeder.
  • Filmværkstedet støtter årligt ca. 45 produktioner – både dokumentar, fiktion, novelle og i sjældne tilfælde også spillefilm.
  • Fire gange om året kan man søge støtte fra Filmværkstedet.
  • Næste ansøgningsfrist er den 3. maj kl. 12. www.filmworkshop.dk.