Årets Pressefoto
Marts 2018

En stor dag
for de studerende

Det var en blandet fornøjelse at opleve resultatet af dette års fotokonkurrence blandt Pressefotografforbundets medlemmer. Vinderbillederne kan ses på Den Sorte Diamant frem til den 21. april.



Finn Nesgaard

Der var fyldt godt op i Det Kgl. Biblioteks store konferencesal, da Pressefotografforbundet inviterede til Årets Pressefoto den 2. marts, og der blev – naturligvis – vist masser af fremragende pressefotos på det store lærred. Men det var også en dag hvor de helt unge fotografer, inklusive de studerende, var i klart overtal, og det var med til at præge kvalitetsindtrykket.

De unge har nemlig stadig en del at lære, og under alle omstændigheder må de i vid udstrækning nøjes med lokale danske motiver, mens avisernes bedste fotografer typisk har hentet deres pletskud i verdens brændpunkter. F.eks. i flygtningestrømmen over Middelhavet.

Helt konkret var der 16 studerende blandt de nominerede, mens der kun var 10 fotografer med fast tilknytning til de store aviser. Til gengæld var adskillige af disse rutinerede fotografer repræsenteret i flere af de i alt 14 priskategorier.

Restgruppen udgøres af freelancerne, som i alt talte otte fotografer, og det er måske en gruppe som vil vokse i de kommende år. I hvert fald blev der talt meget om tilbagegangen i mediemarkedet, som netop havde fået et ekstra puf med Berlingskes udmelding om en reduktion af medarbejderstaben på over 10%.

Kvalitetsvurdering

Jeg har allerede antydet at en del af de nominerede – og vindende – billeder var af relativt beskeden kvalitet. Alligevel var der stort set kun rosende ord fra dommerne.

Der var dog en enkelt, som præsenterede sandheden rå og uforsødet. Da Nicolai Brix gik på talerstolen for at præsentere "Årets Åben Klasse, tv/web", så påpegede han nemlig, at der her ikke var tre, men kun var to nominerede, og at det reducerede antal skyldtes et elendigt kvalitetsniveau i det øvrige indsendte materiale.

Flygtningenes virkelighed

I kategorien "Årets Lange Indslag, tv/web" løb Politiken-fotografen Jacob Ehrbahn med sejren, og det klarede han bemærkelsesværdigt nemt – og rigtigt, rigtigt svært.

Han deltog nemlig i kategorien "Årets Nyhedsbillede, Udland" med en serie billeder af flygtninge der basker rundt med redningsveste i Middelhavet, og mens han fotograferede denne situation og hjalp med at redde flygtninge op af vandet, så optog han video med et GoPro kamera monteret i panden.

Han vandt altså i realiteten tv/web-prisen uden nogen nævneværdig videofotografisk indsats. Men det gjorde faktisk videooptagelserne så meget mere autentiske, for her oplevede man en fotograf, der i realiteten har sat redningsarbejdet højere end det at få nogle gode billeder i kassen.

Som en ekstra applaus så vandt Jacob Ehrbahn desuden kategorien "Årets Nyhedsbillede, Udland". Det var dog ikke med stillbillederne fra Middelhavet, men med en billedserie om muslimske rohingyaer på flugt fra etnisk vold i Myanmar.

Konklusion

Trods "den sure gamle mands kritik" så havde jeg en god eftermiddag i Den Sorte Diamant. Der var ganske mange ganske gode billeder plus et par fremragende videoer. Og det var dejligt at være i selskab med det store ungdommelige publikum – det lover godt for fremtiden.

Tilbage er så et dybfølt ønske om at langt flere af de veletablerede pressefotografer vil deltage i Årets Pressefoto. Jeg har faktisk en mistanke om, at mange af dem ikke gider at vove sig ind i konkurrencen, fordi de allerede har et godt fast fotografjob. Men overordnet set vil et større deltagerantal og flere gode billeder gavne pressefotografiets position i den danske medieverden. Det vil være en kulturel manifestation, som hele Danmark har brug for...

Fakta

Årets Pressefoto 2018 havde 168 deltagende fotografer som indsendte i alt 2.041 fotografier og 49 tv/web-produktioner. Det er et mindre fald i forhold til året før.

Det mest anvendte kamera var Canon 5D Mk III, som stod for 298 af de indsendte billeder. Men totalt set har Nikon overhalet Canon. Fotograferne havde desuden brugt kameraer fra Pentax (mellemformat), Olympus og Ricoh, samt droner og iPhones.

Udstillingen kan ses frem til den 21. april på Det Nationale Fotomuseum, Den Sorte Diamant, København. Efterfølgende kan udstillingen ses på Viborg Bibliotek, Kolding Bibliotek, Thisted Musikteater, Folkemødet på Bornholm, Grundtvig Højskole i Hillerød, Spinderihallerne i Vejle, Vrå Højskole, Værket i Randers og Centralbiblioteket i Flensborg.

Yderligere information på journalistforbundet.dk.


Årets Pressefoto: Rasmus Flindt Pedersen. 16. oktober 2016 indleder en koalition af irakiske og kurdiske landstyrker operation 'We are coming Nineveh' – kampen for at befri den irakiske by Mosul og det omkringliggende område fra Islamisk Stat. En ældre dame bliver kørt gennem byen på ladet af en af Golden Divisions pansrede biler.

Årets Pressefotograf: Mads Nissen. Historien om landsbyen Ngueny er meget simpel. Den handler om at klare sig. Om at komme fra morgen til aften, fra i dag til i morgen. Livets mening er at beholde det og så se, hvad der sker.

Årets Portræt: Marie Hald. Den 31-årige Helene Thyrsted er kropsaktivist. Hun har brugt mange år på ikke at associere sig med mad. Men en aften googlede hun 'Er der nogen som gider knalde en, der er tyk?', og hun opdagede en verden der fortalte, at tykke kroppe er lige så værdifulde som alle andre.

Årets Pressefoto

Rasmus Flindt Pedersen, freelance

Årets Pressefotograf

Mads Nissen, Politiken

Årets Nyhedsbillede, Danmark

Vinder: Stine Tidsvilde, studerende, Ekstra Bladet
Miriam Dalsgaard, Politiken
Mads Claus Rasmussen, studerende, Scanpix

Årets Nyhedsbillede, Udland

Vinder: Jacob Ehrbahn, Politiken
Jacob Ehrbahn, Politiken
Rasmus Flindt Pedersen, freelance

Årets Portræt

Vinder: Marie Hald, freelance
Lærke Posselt, freelance
Klaus Bo, freelance

Årets Sportsbillede, Action

Vinder: Casper Dalhoff, Jyllands-Posten
Tariq Mikkel Khan, freelance
Søren Bidstrup, Berlingske

Årets Sportsbillede, Reportage

Vinder: Nikolai Linares, freelance
Nikolai Linares, freelance
Sille Baltser Veilmark, studerende, Information

Årets Reportage, Danmark

Vindere: Mathias Svold, studerende/DMJX og Ulrik Hasemann, studerende/DMJX
Sigrid Nygaard, Information
Linda Kastrup, Berlingske

Årets Reportage, Udland

Vinder: Mads Nissen, Politiken
Mads Nissen, Politiken
Asger Ladefoged, Berlingske

Årets Danske Hverdagsbillede

Vinder: Nanna Navntoft, studerende, Politiken
Morten Lau-Nielsen, studerende/DMJX
Lasse Kofod, freelance

Årets Åben Klasse

Vinder: Janus Engel Rasmussen, studerende/DMJX
Lasse Kofod, studerende/DMJX
Louise Herrche Serup, studerende/DMJX

Årets Lange Indslag, tv/web

Vinder: Jacob Ehrbahn, Politiken
Kasper Løftgaard, freelance
Morten Lau-Nielsen og Anne Bæk, studerende/DMJX

Årets Korte Indslag, tv/web

Vinder: Laura Bisgaard Krogh, Marie Bentzon Sørensen og Olivia Loftlund, studerende/DMJX
Emilie Thejll-Madsen, Politiken
Heidi Skibsted, Politiken

Årets Åben Klasse, tv/web

Vinder: Rune Aarestrup Pedersen og Anders Rye Skjoldjensen, studerende/DMJX
Heidi Skibsted, Politiken

DMJX = Fotojournaliststuderende på Danmarks Medie-og Journalisthøjskole.