Supplement til billede og lyd
Marts 2018

Disneyland er
rykket ind i biograferne

I en verden hvor TV-skærmene hjemme i dagligstuerne bliver større og større skal filmbranchen gøre en ekstra indsats for at holde på biografgæsterne. En af løsningerne er 4DX.


Vind i håret og stole, der ryster, hopper og svajer. Det lyder ikke som en klassisk tur i biografen. Men det bliver virkelighed i Århus den 21. marts, når Nordisk Film Biografer åbner den første danske 4DX-biograf.

4DX er et biografkoncept, som blev lanceret i 2009, og som i dag findes i 400 biografer på verdensplan. Ideen er at give publikum en fysisk oplevelse som supplement til billede og lyd i form af 18 forskellige effekter – bl.a. vind, vand, regn, tåge, luftskud og lugt samt sne, sæbebobler og kildren på ryggen. Og takket være et hydrauliksystem kan biografsæderne bevæges i flere retninger.

Den slags har man kunnet opleve i mange år i underholdningsparker som Disneyland, men det var først i 2009 at de fysiske effekter blev lanceret til spillefilm, og det er altså først nu de kommer til Danmark.

Siden 2009 er der produceret ca. 450 spillefilm, som understøtter 4DX.

Udviklet i Sydkorea

4DX-teknologien er udviklet af sydkoreanske CJ 4DPLEX og er verdens første 4D-teknologi til spillefilm. Der samarbejdes tæt med de største filmstudier for at kunne tilbyde populære blockbusters i 4DX.

I første omgang er det de mere effektfulde og actionprægede film, som bliver vist i 4DX. Men også børnefilm med fart og bevægelse, som f.eks. "Coco" og "Biler 3", er populære i det nye format. Der skrues dog en tand ned for effekterne, når de mindre biografgæster indtager salen.

Danmarks største biografkæde

Med 22 biografer fordelt over hele landet er Nordisk Film Biografer landets største biografkæde. Kæden har allerede tidligere lanceret koncepter som 3D og premiumkonceptet Supreme med specialdesignede luksusstole, Dolby Atmos-lydsystem og ekstra stort væg-til-væg-lærred.

Andre nye tiltag er gaming og e-sport, som er den hurtigst voksende sportsgren målt på økonomi og følgere på verdensplan. For Nordisk Film, som i forvejen er engageret i spilbranchen, er det naturligt at være en del af e-sporten.

I 2018 åbner Nordisk Film Biografer sin første biograf i Sverige. Biografkæden bliver dermed en markant aktør i både Danmark, Norge og Sverige.


4DX-konceptet omfatter 18 forskellige effekter: Vind, vand, regn, tåge, luftskud og lugt samt sne, sæbebobler og kildren på ryggen. I første omgang er det naturligvis de mere effektfulde og actionprægede film, som bliver vist i 4DX.

Ved hjælp af et hydrauliksystem i biografsæderne bevæger de sig i flere retninger under filmforestillingen. Den slags effekter har man kunnet opleve i årevis i bl.a. Disneyland, men det er først nu at de kan opleves i en dansk biograf.

Fakta om 4DX

  • 4DX-konceptet omfatter i alt 18 effekter, bl.a. bevægelige stole, kildren på ryg og sæde, duft, luftpust- og skud, regn, tåge, sne, lyn og sæbebobler.
  • På verdensplan er der i dag ca. 49.000 4DX-sæder fordelt på godt 400 biografsale i 50 forskellige lande.
  • Siden 2009 er over 450 Hollywood-blockbusters og internationale film blevet vist i 4DX.
  • I første halvår af 2017 så mere end 9,3 millioner biografgæster på verdensplan en film i 4DX. Det genererede godt 110 millioner dollars i omsætning – og var det bedste halvår siden konceptet blev lanceret i 2009.
  • I Danmark lanceres 4DX af Nordisk Film Biografer i Århus den 21. marts og senere på året også i Lyngby nord for København.
  • Nordisk Film Biografer opererer i Norge. Her lancerede man 4DX i foråret 2017 – som det første sted i Norden.
  • Siden åbningen af 4DX-biografsalen i Oslo har man haft næsten dobbelt så mange gæster som forventet.
  • Det placerer den norske biograf i top tre over bedst sælgende 4DX-biografer i verden, målt på belægningsprocent.