Chicago International Children's Film Festival
November 2017

"Drømmen om Danmark"
fik pris i Chicago

Dokumentaren "Drømmen om Danmark", der har været sendt på DR1, fik hovedpris på Chicago International Children's Film Festival. Filmen følger en uledsaget ung dreng, som får afslag på asyl og går under jorden.


Instruktøren Michael Graversens dokumentarfilm "Drømmen om Danmark" strøg til tops, da priserne skulle uddeles på den 34. Chicago International Children's Film Festival. Det er Nordamerikas største filmfestival for børn og unge, og "Drømmen om Danmark" fik prisen for bedste dokumentar.

Filmen følger Wasiullah, der er som alle andre danske drenge. Han hænger ud med vennerne, tager selfies, joker og flirter med piger. Efter tre år på et asylcenter i Danmark, hvor han ankom som uledsaget ung dreng fra Afghanistan, er Danmark blevet hans hjem. Da Wasi fylder 18 år, får han sit endelige afslag på asyl, hvilket betyder, at han må forlade Danmark.

Instruktør Michael Graversen har i flere år fulgt den unge Wasi, der frygtede for sit liv i Afghanistan, og derfor gik under jorden og flygtede til Italien – i håb om, at man her ville give ham opholdstilladelse. Wasis håb er at vende tilbage til Danmark en dag, og dokumentaren fulgte samtidig Wasis kamp for at bevare et normalt ungdomsliv.

Kan åbne døre

– Jeg er naturligvis glad for at have fået prisen, siger Michael Graversen, – men det vigtigste er, at det er med til at udbrede historien. En pris som den i Chicago kan åbne døre og dermed fortælle et amerikansk publikum om de problematikker, vi står overfor i Europa, og om de unge flygtningeskæbner, der falder igennem systemet og forsvinder.

"Drømmen om Danmark" er indtil videre blevet vist på over 20 internationale filmfestivaler og er vist på TV i både Danmark, Sverige, Grækenland og Østrig. Filmen har også tidligere modtaget en pris fra Amnesty International i Italien.

Sendes på DR den 23. november

"Drømmen om Danmark" er produceret af Lise Saxtrup og Klassefilm/Meta Film. Og den er lavet med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.

Der er mulighed for at se eller gense filmen på DR2 torsdag den 23. november klokken 23.05.

Emnet flygtningebørn tages i øvrigt også op på DR Ultra i programmet "Ultra Nyt Special", som sendes mandag den 20. november. Det falder sammen med FN's børnerettighedsdag, og Ultra byder blandt andet på et gensyn med flere flygtningebørn, som kanalen fulgte i 2015 under deres flugt til Danmark. Nu kan man se hvordan det er gået dem, og hvor de er i dag.


Hvad sker der med de flygtningebørn som udvises fra Danmark? Instruktør Michael Graversen har i fire år fulgt Wasi på rejsen fra en tryg teenagetilværelse i Danmark til det barske liv på gaden i Europa (foto Klassefilm Aps).