Videoredigering
Oktober 2017

Grass Valley klar
med opgraderet Edius

Edius 9 klarer komplette HDR workflows, har fået endnu bedre performance og købes fortsat via engangsbetaling. Man havner derfor ikke i en abonnementsordning.


Edius er en Windows videoredigering, der lige siden starten i 2003 har den udmærket sig ved at kunne håndtere praktisk taget alle filformater på samme tidslinje og i realtime, så man undgår renderinger.

Med den nye Edius version 9, som kommer på markedet den 7. november, kan man arbejde med High Dynamic Range (HDR) i både import, redigering og eksport. Ud over de allerede eksisterende LOG-muligheder klarer Edius 9 Hybrid Log Gamma (HLG), som flere af de nyeste Sony og Panasonic kameraer kan levere. Med HLG får man et godt billede på enhver standardskærm, og på en HDR monitor bliver billedet endnu en tand bedre. Edius 9 registrerer nemlig optagelsens farverum og vælger automatisk de korrekte indstillinger til redigeringen.

Der er mulighed for at arbejde med både SDR og HDR på den samme timeline. Med kompatible I/O-kort og monitorer får man et ægte HDR preview. Man kan eksportere HDR-projekter til afspilning (f.eks, H.264, 10bit, 4:2:2) på HDR TV-skærme såvel som på YouTube.

Edius 9 understøtter et bredt udvalg af farverum inklusive BT.2020 og BT.2100. Der er også native understøttelse af Canon C200 kameraets Cinema Raw Light såvel som 10 bit Cinema DNG.

Køb én gang, brug altid

Grass Valley, som står bag Edius, fortsætter strategien med "køb én gang, brug altid", hvor kunden ikke tvinges ind i en abonnementsaftale. Desuden gør en ny "Floating License" det økonomisk overkommeligt for erhvervskunder at have Edius på alle arbejdspladser, fordi man kun skal betale for det maksimale antal Edius licenser der er i brug samtidigt.

Derudover kan Edius nu bruges i skyen med direkte adgang til cloud-baseret indhold, så man slipper for up- og download af store datamængder.

Løbende opdateringer

Som altid vil Grass Valley, uden meromkostninger for kunden, tilføje nye funktioner til Edius 9 i løbet af versionens ca. toårige levetid.

Forbedringerne kommer til at omfatte nye værktøjer og funktioner som efterspørges af Edius brugerne. Eksempelvis automatisk multispors audiosynk, H.265 fileksport, og understøttelse af 8K og High Frame Rate.

Pro og Workgroup

Edius 9 fås som Edius Pro og Edius Workgroup.

Edius Pro 9 retter sig mod videoentusiaster, videojournalister, klippere og kreative filmfolk. Workgroup versionen retter sig mod større arbejdsgrupper, TV-stationer og live event produktionshold.

Workgroup brugere som allerede redigerer UHD i 50p/60p vil værdsætte den nye mulighed for preview af UHD 50p/60p via kompatible tredjeparts ind/ud-kort fra eksempelvis Blackmagic Design og AJA. De gratis opgraderinger af Edius 9.x kommer også til at omfatte håndtering af undertekster og baggrundsrendering.

Hvis man har købt Edius 8 efter den 1. september, får man adgang til gratis opgradering til Edius 9. Andre Edius brugere vil blive tilbudt en jump upgrade package. Yderligere information på www.Edius.NET.

Edus Pro 9 koster 3.500 kr. Workgroup versionen koster 6.800 kr. Opgradering koster 1.350 kr. Dansk distributør: www.medietek.eu.


Den nye Edius 9 videoredigering kan håndtere de nyeste videoformater – eksempelvis raw-filer fra Canons C200 Cinema og workflows.

Edius fås fortsat i to versioner: Edius Pro 9 til enkeltbrugere og Edius Workgroup 9 til arbejdsgrupper i virksomheder, produktionshuse og TV-stationer. Priserne er henholdsvis 3.500 kr og 6.800 kr.