"Say Yes to the Dress"
Oktober 2017

Jesper Høvring klæder
danske brude på

Efter 15 amerikanske sæsoner og versioner i bl.a. England, Canada, Australien, Benelux og Malaysia kommer TLC-formatet "Say Yes to the Dress" nu til Danmark. Det bliver med en af landets skarpeste kjoledesignere i front.


Designer Jesper Høvring har skabt kjoler i 20 år. Hans kunder tæller blandt andre kronprinsesse Mary, Christiane Schaumburg-Müller og Andrea Elisabeth Rudolph. Nu skal han i "Say Yes to the Dress – Danmark" hjælpe med at indfri en række brudes tøjmæssige drømme.

– Et bryllup er en begivenhed, hvor bruden lægger rigtigt mange følelser i at få den perfekte kjole, siger Jesper Høvring. – Og jeg elsker at guide og udfordre mine kunder, så de kommer afsted med den der wauw-følelse.

Ansøgningerne vælter ind

Siden Kanal 4 åbnede for castingen af kvinder til den danske udgave af programmet, har flere hundrede kvinder sendt en ansøgning i håbet om at blive en af de udvalgte, der kan komme med i den danske version af det legendariske tv-program.

Programmet bliver optaget i Vejle i butikken Panayotis, der netop er flyttet ind i nye lokaler i byens gamle teater. Familien Panayotis har solgt brudekjoler i mere end 50 år, og for dem er brudekjolen forbundet med noget magisk. Her er de ansatte i butikken ikke sælgere men drømmetydere. For enhver brud har en drøm, som skal tolkes og foldes ud, før hun kan sige "ja" til sin kjole.

– Lige siden 2011 har vi været bidt af "Say Yes to the Dress", siger butiksejer Michael Panayotis. – Dengang var vi nemlig i New York og besøgte "Kleinfelds", hvor den amerikanske version af formatet bliver optaget, og ejeren gav os den store rundvisning. Siden har vi løbende snakket om, hvordan vi kunne bringe "Say Yes"-stemningen her til Panayotis. Vi har bl.a. haft besøg af den amerikanske "Say Yes"-ekspert Randy Fenoli tre gange, og nu kommer showet så til Danmark – og Panayotis. Det er stort.

Den danske udgave af "Say Yes to the Dress" vises på Kanal 4 i foråret 2018.

Fakta om Discovery

Kanal 4 sendes af Discovery Networks Danmark, som derudover har 11 tv-kanaler og to streamingtjenester – Dplay samt Eurosport Player. I Danmark kan Discoverys kanaler ses af ca. 87 % af alle husstande. Den kommercielle seerandel blandt danskere i aldersgruppen 15-50 år er ca. 22 %.

Discovery Networks Danmark er en del af den nordeuropæiske region i det globale Discovery Networks International. Regionen omfatter 6 områder: Danmark, England & Irland, Benelux, Norge, Sverige og Finland. I den nordeuropæiske region når Discovery Networks ud til seere i 17 forskellige lande og territorier med 30 kanalbrands og hele 68 mio. seere hver måned.


Jesper Høvring kommer til at stå i front på den danske udgave af "Say Yes to the Dress" (fotokredit Sandra Åberg/Discovery Networks Danmark)