Nordisk TV-samarbejde
Oktober 2017

Fælles front mod
amerikansk dominans

Generaldirektørerne i DR, norske NRK, islandske RUV, svenske SVT og finske YLE er på et møde i Stockholm blevet enige om en fælles vision og strategi for mere nordisk kvalitetsdrama.


De nordiske public service-udbydere er blevet verdenskendte for deres dramaproduktioner – med en klar lokal forankring og stærke public service-ambitioner.

Nu skruer alle nordiske public service-udbydere op for et forpligtende samarbejde, der vil resulterer i endnu stærkere nordisk kvalitetsdrama til seerne.

International konkurrence

Baggrunden for det øgede samarbejde er, at væksten i internationale streamingtjenester har gjort adgangen til amerikansk fiktion større end nogensinde. Derfor er public service-udbyderne DR, NRK, RUV, SVT og YLE nu gået sammen om en strategi, som skal øge antallet af co-producerede dramaproduktioner.

Ambitionen er at øge både volumen og kvalitet – og det gælder også public service-stationernes streaming-tilbud. Det kommer til at ske via et koordinerende samarbejde, der skal træffe hurtige beslutninger om nye produktioner med potentiale for co-produktion.

– Det nordiske drama-samarbejde gør os stærkere i et stadigt mere internationalt marked, siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn. – Det er simpelthen en konkurrencemæssig fordel, når vi som public service-udbydere står sammen i Norden.

Samarbejde via Nordvision

I Nordvision har man i mange år samarbejdet om at styrke public service-medier i Norden.

Medlemerne af Nordvision co-producerer, udveksler programmer, udvikler fælles formater, deler viden og generer hvert år mere end 4.500 TV-programmer.

Sidste år blev der registreret et rekordhøjt antal nordiske co-produktioner med 1.626 co-producerede episoder. Alene inden for drama-området resulterede det nordiske samarbejde i 267 episoder.

Blandt eksemplerne på aktuelle dramaserier er "Broen" (SVT og DR), "Herrens Veje" (DR), "Monster" (NRK), "Vår tid är nu" (SVT), "The Independence day" (Yle) og "Prisoners" (RUV).


DR og SVT samarbejder allerede om "Broen" – her med Sofia Helin som Saga Noren. Nu er der mere nordisk samarbejde på vej (foto Carolina Romare).

– Nordisk drama konkurrerer allerede i dag med den bedste internationale fiktion overhovedet, siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn. – Det øgede nordiske samarbejde er et vigtigt skridt mod et endnu stærkere public service-dramatilbud (foto Bjarne Bergius Hermansen).