Nyt på IBC 2017
September 2017

Stativet er let at
bære og let at bruge

Flowtech 75 er navnet på et solidt letvægtsstativ, der er udviklet gennem et kreativt samarbejde mellem Sachtler og Vinten.


Sachtler er kendt for sine handy ENG-stativer, mens Vinten er kendt for det mere tunge grej. Men begge fabrikater er ejet af den samme erhvervsgruppe, nemlig Vitec Group, og de to stativspecialister nu er de gået sammen om et trebensstativ, der passer til begge målgrupper – og til 75 mm panhoveder.

Det nye stativ er døbt Flowtech 75, og det er en ren kulfiber-konstruktion, så det er godt at holde på, selv i kolde omgivelser. Benene et tredelte, og de er så solide, at man uden problemer kan sprede dem helt ud til siden. Det giver en højde på kun 26 cm, og man har derfor ikke brug for et supplerende stativ med korte ben. Den maksimale højde er 157 cm, når man monterer den tilhørende spreader, og ellers 153 cm. Dertil skal man naturligvis lægge panhovedet højde.

Det nye stativ udmærker sig også ved, at benlængden frigøres via nogle vippegreb, der er fast monteret øverst lige under skålen. Højden indstilles ved at man vipper de tre greb opad, trækker stativet op i den ønskede højde, og vipper grebene ned på plads igen. Man slipper altså for at fiksere højden med en skrue, der følger med ned, når benet gøres længere.

Den handy håndtering af stativet er en fordel i det daglige, almindelige arbejde. Men Sachtler/Viten fremhæver især optagelser under ekstreme forhold som i kolde omgivelser med sne og is, hvor man ikke har megen lyst til at tage handskerne af for at indstille stativet.

Flowtech 75 kan bære kameraer på op til 20 kg. Prisen er sat til ca. 7.500 kroner. Stativet præsenteres på IBC udstillingen i Amsterdam den 15.-19. september. Yderligere information på www.flowtech-tripod.com.


Flowech 75 er resultatet af et kreativt samarbejde mellem stativfabrikkerne Sachtler og Viten. Det er et solidt letvægtsstativ, der samtidigt er markedets hurtigste at indstille. Prisen forventes at blive ca. 7.500 kroner.

Benene er tredelte og benlængden frigøres med de tre vippegreb, som er fast placeret lige under skålen til panhovedet. Alle tre bens længder kan indstilles samtidigt, hvorefter de fikseres ved at vippe grebene ned igen.

Stativet er fremstillet af kulfiber. Vægten er derfor lav, og det er ikke så koldt at holde på, som traditionelle metalstativer.