Panasonics store IBC-nyhed
August 2017

Digitalt filmkamera
til overkommelig pris

På IBC-udstillingen i Amsterdam vil Panasonic præsentere sit nye AU-EVA1 kamera. Det ser ud til at blive en hård konkurrent til de prisoverkommelige digitale filmkameraer fra Sony og Canon.



Finn Nesgaard

Lighederne med Sony FS5 og FS7 og med Canons Cinema-kameraer er slående.

Panasonics nye filmkamera optager nemlig ægte 4K. Objektivet er udskifteligt. Håndgrebet er aftageligt. Der er to XLR-bøsninger til eksterne mikrofoner. Størrelsen er beskeden. Og vægten er 1.200 gram eksklusive objektiv. Også prisen på små 55.000 kroner ligger tæt på konkurrenterne. Den er højere end Sony FS5, for her kan man få et glimrende zoomobjektiv med i prisen, og den er lavere end hvad man skal betale for den nyeste version af Sony FS7.

Men Panasonic AU-EVA1 har også nogle klare fordele, simpelthen fordi det er et nyt kamera med den nyeste digitale teknologi.

Tag eksempelvis billedchippen. Størrelsen er filmformatet Super-35 (24,60 mm x 12,97 mm), men opløsningen er helt oppe på 5,7K, hvor konkurrenterne nøjes med ægte 4K. Det betyder helt konkret, at man får næsten dobbelt så mange pixels: 5720 x 3016 = 17,25 Mpix. Man skal altså nedskalere for at få ægte 4K (4096 x 2160), og nedskalering betyder altid en bedre billedkvalitet, fordi man jo optager 4:2:2 eller 4:2:0, og der derfor mangler farveinformationer i native-formatet.

Ved lanceringen kan Panasonic AU-EVA1 optage 4:2:2 10 bit 150 Mbps, hvilket er rigtigt godt. Men derudover lover fabrikken, at en senere opdatering vil gøre det muligt at optage 400 Mbps, hvilket jo er overdådigt i forhold til de 25 og 35 Mbps, som mange af os er vant til fra vores HD-kameraer.

Heldigvis – kan man sige – er lagermediet de prisoverkommelige SD hukommelseskort, og den høje bitrate betyder derfor ikke nødvendigvis økonomisk ruin. Men man er alligevel ikke afskåret fra high-end-lagring, for Panasonic lover, at en opgradering vil gøre det muligt at hente det rå, ukomprimerede videosignal ud i den fulde 5,7 K opløsning til optagelse på en ekstern recorder. Og så bliver det jo ikke bedre.

4K kan optages med billedfrekvenserne 59,94 og 50p. Ved lavere opløsninger kan man optage slowmotion med op til 240/200 bill/sek.

Lysfølsomheden

Panasonic er kendt for sin dual native ISO-teknologi, hvor kameraet ikke alene har sin, skal vi kalde det medfødte følsomhed, men også kan arbejde med en lavere lysfølsomhed uden mærkbart kvalitetstab. I dette tilfælde ligger den medfødte hastighed på 2.500 ISO, mens den lave hastighed, der er velegnet til almindeligt dagslys, ligger på 800 ISO. Derudover kan man naturligvis presse kameraet op på højere ISO-hastigheder, men med et kvalitetstab til følge. Og man kan reducere lysfølsomheden med de tre indbyggede gråfiltre. Der er også mulighed for at skyde det indbyggede IR-filter ud af strålegangen, f.eks. i forbindelse med natoptagelser.

Konkurrenterne arbejder med højere native lysfølsomheder end 2.500 ISO, men de har jo heller ikke en chipopløsning på 5,7K.

I denne forbindelse skal det nævnes, at den høje chipopløsning giver en god mulighed for digital billedstabilisering. Og at kameraet er klar til både HDR (high dynamic range) og BT.2020 farverum, takket være muligheden for at arbejde med 14 blændetrins kontrastomfang, svarende til full V-Log/V-Gamut.

Ulemperne...

Tilbage er så spørgsmålet: Hvad er ulemperne ved Panasonic AU-EVA1, for alt kan vel ikke være perfekt?

Ja, vi er nu tæt på det perfekte, for Panasonic fortæller, at man er i tæt samarbejde med leverandørerne af tilbehør for på den måde at gøre kameraet endnu mere alsidigt. Og med en kameraets EF-bajonet (Canon) er objektivmulighederne jo nærmest uendelige.

Panasonic oplyser dog selv, at fabrikkens langt dyrere Varicam kameraer har en udskiftelig bajonet, hvilket giver dem endnu flere objektivmuligheder. Og så er jeg da i øvrigt spændt på, om kameraets håndgreb giver mulighed for styring af motorzoom.

Med andre ord: Jeg glæder mig til at opleve Panasonic AU-EVA1 på IBC-udstillingen i Amsterdam.


Panasonic AU-EVA1 er et digitalt filmkamera i 55.000 kroners prisklassen. Objektivbajonetten er Canon EF. Billedchippen er Super-35. Men opløsningen er næsten det dobbelte af ægte 4K, hvilket giver mulighed for ekstra billedkvalitet – og digital billedstabilisering.

Selve kamerahuset vejer kun 1,2 kg. Det er derfor velegnet til håndholdte optagelser, f.eks. med gimbal, rig eller jib-arm. Kameraet vil også kunne monteres under en drone.