Dansk Musikomsætning
Juli 2017

Stigende salgstal
– og digitale problemer

Ifølge rapporten "Dansk Musikomsætning 2016" omsatte musikbranchen for næsten 7,5 milliarder kroner sidste år. Dansk musik har momentum både ude og hjemme. Og det skal udnyttes, lyder det fra en samlet musikbranche.


Den danske musikbranches omsætning steg i 2016 med 10 procent i forhold til året før og bidrog dermed med knap 7,5 milliarder kroner til den danske samfundsøkonomi. Det dokumenterer rapporten "Dansk Musikomsætning 2016", som Rambøll har udarbejdet på vegne af den danske musikbranche.

Rapporten viser, at kilderne til fremgangen blandt andet skal findes i livemusikken og i eksporten af dansk musik. Liveområdet går frem med hele 500 millioner kr i forhold til 2015, og udgør i 2016 60,5 procent af branchens samlede omsætning.

– Vi kan selvfølgelig kun være glade for den samlede vækst i branchen, for den er udtryk for branchens professionalisme, siger Kodas direktør, Anders Lassen. – Men samtidig er det afgørende for den indspillede musik, at vi får styr på det digitale marked, som er præget af ulige vilkår for streamingtjenesterne.

– Rapporten fra Rambøll viser, at musikbranchen er en vigtig del af erhvervslivet, siger Jakob Brixvold, sekretariatschef i Dansk Live. – Men det betyder ikke, vi som musikbranche kan læne os tilbage. Tværtimod skal vi arbejde sammen med politikere og det øvrige erhvervsliv i en benhård indsats for at folde musikkens store potentiale ud, så den kommer til at spille en endnu større samfundsøkonomisk rolle i fremtiden.

Eksportvækst på 33%

Rapporten viser også de danske musikeres indtog på de globale hitlister. Musikeksporten går nemlig frem med hele 33 procent, hvilket er den største fremgang, siden første gang den samlede omsætning blev opgjort. Samtidig er denne fremgang også et udtryk for, at musikturisterne, der kommer til Danmark, bruger flere penge end tidligere.


Den danske musikomsætning var i 2016 på 7,488 milliarder kr. Det er en stigning på 10 procent i forhold til året før.

Dansk musikomsætning 2016

  • Musikbranchen havde en omsætning på 7,488 milliarder kr i 2016
  • Den årlige omsætning svarer til 4.479 årsværk (et årsværk udgør 37 timers arbejde i 52 uger = 1924 timer)
  • Indspillet musik udgør 39,5 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 2,961 milliarder kr
  • Livemusik udgør 60,5 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 4,527 milliarder kr
  • Musikeksport udgør 10 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 750 millioner
  • Rapporten Dansk Musikomsætning er gennemført hvert år siden 2012.
  • Formålet med analysen er at få et indblik i, hvilken økonomisk værdi musikken har for det danske samfund.
  • Rapporten er udført af Rambøll på vegne af Koda, IFPI, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne.