Zeiss CP.3 XD Cine Lens Family
Maj 2017

Hollywood-objektiver
til standardproduktioner

De 10 nye, kompakte prime-objektiver fra Zeiss leverer metadata, så man kan korrigere for både fortegning og lystab i hjørnerne. Ifølge Zeiss er det første gang, at disse muligheder er prismæssigt overkommelige ved selv lavpris-produktioner.


Praktisk taget alle store filmproduktioner – eksempelvis Star Wars, Harry Potter og Avatar – arbejder med special effects. Men det kræver særlige objektiver, og de har ofte været for bekostelige til mindre produktioner, selv om både instruktør og cheffotograf gerne ville arbejde med disse muligheder.

Alt dette bliver der lavet om på med den nye serie CP.3 XD filmobjektiver fra Zeiss. Serien består af 10 faste brændvidder fra 15 til 135 mm, de har samme frontlinse-diameter, og frame-by-framede leverer de metadata for både fortegning, lystab, blænde, afstandsindstilling og skarphedsdybde. Man kan endda hente disse data ud af objektiverne via et separat udtag og sammenkoble dem med tidskoden. Dermed kan objektivernes metadata også bruges til filmproduktioner, hvor det anvendte filmkamera ikke umiddelbart kan håndtere disse data.

"Retlinede" optagelser

Fordelen er, at man får fuldstændigt "retlinede" optagelser, der passer perfekt ind i det digitale efterarbejde, og at man kan monitorere resultatet allerede under optagelsen.

Hvis det ønskes er der for øvrigt også mulighed for at øge fortegning og/eller lystab.

– "Zeiss eXtended Data" er den første metadata-teknologi, som gemmer data om fortegning og lystab for hvert enkelt billede, siger Zeiss' produktchef Christophe Casenave. – Takket være disse metadata kræver det kun nogle få museklik at korrigere optagelserne under redigering og efterarbejde.

Fakta om objektiverne

De syv objektiver med brændvidder fra 25 til 135 mm har lysstyrke T2,1, mens 15, 18 og 21 mm objektiverne har lysstyrke T2,9.

Alle objektiverne har en frontlinsediameter på 95 mm, hvilket gør dem både lette og kompakte i forhold til traditionelle cine-objektiver. De er derfor velegnede til håndholdte optagelser såvel som optagelser med gimbals, Steadicam og droner.

Zeiss har forbedret afstandsindstillingen, som er mere letløbende end man kender det fra de eksisterende objektiver i CP.2-serien. Indstillingerne kan derfor klares med mindre motorer – sådan som man kender det fra Zeiss' Master Prime objektiver. Afstandsindstillingen har en rotationsvinkel på 300 grader.

Objektiverne er udstyret med en udskiftelig bajonet, så de kan tilpasses praktisk taget alle cine-kameraer. Ud over Zeiss CP.3 XD bliver der også en version uden metadata, kaldet Zeiss CP.3.

Objektiverne koster fra 37.500 til 48.000 kroner, afhængigt af brændvidde. De kommer på markedet i september og oktober måned.


CP.3 XD er en ny serie cine-objektiver fra Zeiss. De udmærker sig ved kompakt design, relativt overkommelige priser og muligheden for omfattende metadata for hver enkelt frame. Disse data omfatter både fortegning, lystab, blænde, afstandsindstilling og skarphedsdybde.

CP.3 XD-objektiverne er udstyret med et separat metadata-udtag. Det bruges hvis det anvendte cine-kamera ikke kan hente metadata via bajonetfatningen.

Alle seriens 10 objektiver har en frontdiameter på 95 mm. Det gør dem relativt lette og kompakte.

Pris og levering

15 mm/T2,9 XD / 48.000 kr / Sept
18 mm/T2,9 XD / 43.500 kr / Sept
21 mm/T2,9 XD / 37.500 kr / Sept
25 mm/T2,1 XD / 37.500 kr / Sept
28 mm/T2,1 XD / 37.500 kr / Okt
35 mm/T2,1 XD / 37.500 kr / Sept
50 mm/T2,1 XD / 37.500 kr / Sept
85 mm/T2,1 XD / 37.500 kr / Sept
100 mm/T2,1 XD / 43.500 kr / Sept
135 mm/T2,1 XD / 48.000 kr / Sept