Nyt på NAB 2017
Maj 2017

Få en gratis
Avid Media Composer

Det er fjerde år i træk at Louis Hernandez Jr. byder velkommen til Avid Connect på NAB, og han har grund til at være stolt af de resultater han har opnået sammen med det nye Avid team.



Gert Svendsen

Det var de færreste der troede deres egne øjne, da de så den præsentation Louis Hernandez Jr. gav for fire år siden. Mange blev ganske enkelt i tvivl om, hvorvidt de nu også deltog i et Avid arrangement eller de var gået forkert.

Hernandez tog nemlig i den grad afstand fra den måde Avid var blevet drevet på, den produkt portefølje man havde og den attitude man mødte kunderne med. Han proklamerede nye tider – og en ny platform med kunderne i centrum. Men mange tvivlede på, om det var muligt, for kunne han levere og ville hans nye strategi blive positivt modtaget?

Svaret er ja!

Siden da har han nemlig leveret det ene positive resultat efter det andet, og NAB 2017 var ingen undtagelse. I dag er der derfor ingen i tvivl om, hvor Avid er på vej hen.

Kundeforum

Avid Connect er i dag et kundeforum der afholder det årlige event i forbindelse med NAB. I år var det større end nogensinde, med over 1700 deltagere og et hav af teknologipartnere og underleverandører som bakker op omkring Avids tekniske platform, Avid Everywhere.

Der er investeret mere end 300 mio dollars i R&D de sidste fire år, og Avid har fået registreret 37 nye patenter, hvilket udgør 20 % af deres samlede patentbeholdning.

En større omstrukturering af organisationen har medført, at 40 % af alle ansatte har fået nye opgaver. Og siden lanceringen af Avid Everywhere har Avid fået 60.000 nye kunder på verdensplan.

Gratis programmer fra Avid

Før Hernandez kom til var gratis Avid programmer et helt utænkeligt scenarie!

Ikke desto mindre så startede man med en gratis version af ProTools First, og den er nu downloadet over 500.000 gange. 1. juni 2017 følger man efter med Media Composer First som vil være tilgængelig i en fri version på Avids hjemmeside www.avid.com.

Åbent interface – fra Blackmagic

Interfacet Avid Artist DNxIQ understøtter videoformater fra SD til 4K, samt andre redigerings-platforme såsom Blackmagic DaVinci Resolve, Apple Final Cut Pro X og Adobe Premiere Pro CC. Og det er i øvrigt Blackmagic der har produceret interfacet, så nu har man muligheden for at anvende (og skifte til) den softwareløsning man ønsker.

Avid Everywhere platformen understøttes nu af mere end 600 partnere og man kan konkludere, at Avid har formået at få industrien med på deres løsning og fortsætte den markante rolle de har når vi snakker videoredigering. Den store forskel er nu, at det er en åben platform der understøtter mange forskellige platforme.

Avid Mediacentral Cloud UX

Avid er nu klar med næste generations cloud-løsning, hvor der både kan arbejdes med VM serverløsninger og med løsninger hvor både applikation og footage befinder sig i skyen. På pressemødet demonstrerede man en redigeringsløsning på Microsoft Surface og det så ud til at fungere.

Det er ingen tilfældighed, at det netop var en Surface der blev anvendt, for hele Avids cloud-løsning vil blive drevet via Microsoft Azur platformen. Der er med andre ord et tæt samarbejde imellem Avid og Microsoft og det giver teknisk set god mening.

Det er nemlig ikke uden udfordringer at lancere cloud-tjenester og Avid har brug for en verdensomspændende platform, der har ressourcer nok til at udvikle tjenesten samtidig med, at hele sikkerheds aspektet skal fungere. Skal Avids cloud-løsning blive en succes, så er det altafgørende, at det virker for slutbrugeren og at alle kan stole på, at det indhold der redigeres er sikkert og ikke ender de forkerte steder.

Indtil videre må vi sige, at Mr. Loius Hernandez Jr. lever op til sit motto: "Adapt or Die" – altså "Tilpas eller Dø". Det er et meget præcist statement i en branche der er i konstant udvikling...



Louis Hernandez' omstrukturering af Avid har medført, at 40 % af alle ansatte har fået nye opgaver. Og siden lanceringen af Avid Everywhere har Avid fået 60.000 nye kunder på verdensplan.

Avid Everywhere platformen understøttes nu af mere end 600 partnere. Man kan konkludere, at Avid har formået at få industrien med på deres løsning og fortsætte den markante rolle de har når vi snakker videoredigering. Den store forskel er nu, at det er en åben platform der understøtter mange forskellige platforme.

På NAB pressemødet demonstrerede man en cloud-redigering baseret på Microsoft Surface, og det så ud til at fungere.