Jubilæum
Maj 2017

AVM fyldte 35 år
den 17. maj

I anledning af den halvrunde fødselsdag brines her lederartiklen fra det allerførste nummer af "AudioVisuelle Media", som det hed dengang. Der var mange gode tanker bag projektet – og masser af hårdt arbejde.



Overskrift:

Bladet, du ikke kan undvære,
kan ikke undvære dig

Det er vores hensigt at gøre dig afhængig af dette blad.

I dag er AV, video, telekommunikation og i det hele taget elektronisk overførsel af information for de fleste mennesker et uigennemtrængeligt morads af begrebsforvirring, usikkerhed, uvidenhed og desorientering.

Hvem kan lave hvad for hvem på hvad for hvor meget?

AudioVisuelle Media har sat sig høje redaktionelle mål: Vi vil sprede lys over land. Vi vil fortælle erhvervslivets informations- og reklameansvarlige hvad de audiovisuelle media kan gøre for dem. Hvad kan man bruge video til? Hvornår er slidesprogrammer bedst? Hvornår får vi reklame-TV? Hvad kan jeg bruge teledata til? Hvad har alt dette gjort for andre? Hvad koster det?

Vi vil fortælle videoproduktionsselskaber, hvad der kommer på markedet af nyt grej. Hvad kan det bruges til? Hvor kan det fås? Hvad koster det? Hvornår bliver det bedre, billigere, lettere?

Vi vil fortælle reklamebureauerne, hvordan de kan tage de nye muligheder ind i den mediapakke, de normalt tilbyder deres kunder. Hvordan kan de uddanne sig selv? Hvor kan de trække på specialister? Og igen: Hvornår får vi nye visningsmuligheder?

Og vi vil gøre det gennem et levende og kritisk blad, som fra tid til anden kommer til at stille dumme spørgsmål, fordi det kan være nødvendigt for at få et intelligent svar. Gennem reportager fra kurser og produktionsforløb. Gennem cases fra virksomheder, der har haft succes – eller som har trådt grundigt i spinaten. Gennem interviews med produktionsselskaber, som yder fremragende bedrifter – eller som ikke giver deres kunder valuta for pengene. Og gennem kronikker fra og interviews med mennesker med markante holdninger – og noget at have dem i.

Vi vil optage enhver relevant pressemeddelelse, vi modtager. Men bliv ikke fornærmet, hvis vi har strøget de værste superlativer. Alle vil gerne vide, at du har bragt et nyt og spændende produkt på markedet. Men få er interesseret i, hvor stor og fremsynet en organisation, du repræsenterer.

Vi interesserer os for facts, tal, data, analyser, knowhow.

Og ideer. Kødet og blodet bag teknikken.

Vores egen overlevelse

Vi interesserer os også for vores egen overlevelse. Derfor tegner vi annoncer til dette blad og vi tager penge for det. Hvis du ikke tilhører vores basisgruppe, får du kun bladet denne ene gang. Se selv efter i rammen her på siden. Hvis din branche ikke står der, finder du en annonce med en kupon på side 19. Den kan du fylde ud og sende ind. Så får du også næste nummer af bladet. Men du kan også tage telefonen og ringe mig op på tlf. 01-130505 og forklare mig, hvorfor du burde tilhøre basisgruppen og få bladet gratis hver måned.

Måske bliver vi enige.

Hvis ikke, så prøv at se på gruppen igen. Er du hardwareimportør? Konstruerer du selv? Producerer du selv? Er du et reklamebureau? Tilhører du en af de grupper, vi har nævnt?

Er du kort sagt en mand eller kvinde, som alle vores annoncører har brug for at nå hver måned?

Det er nemlig for deres skyld, vi har lavet dette helt ny distributionssystem.

Som helt nyt blad føler vi ikke, at vi kan forsvare at opkræve penge – mange penge – for annoncer i et blad, som vi ikke kan garantere når ud til de relevante målgrupper. Derfor konstruerede vi basisgruppen, og sender dem bladet gratis hver måned.

Har vi opfundet hjulet igen

Men resten af erhvervslivet og dele af den offentlige sektor har også brug for Audio Visuelle Media. Derfor har vi opfundet hjulet igen.

Hver måned er der en ny gruppe af danske erhvervsvirksomheder, der modtager bladet. Her i maj er det f.eks. hoteller, leasingfirmaer og sportshaller, for at nævne et par stykker. Se selv resten i den lille ramme her på siden.

Hver måned vil der i til knytning til kolofonen stå, hvilken gruppe, der modtager dette specielle nummer af bladet. Og som aldrig vil modtage det igen, hvis de ikke tegner sig for et abonnement.

Vi har også brug for hjælp fra de brancher, der er nævnt i basisgruppen. Dem har vi ganske vist inde i stuen hver måned, så vi har længere tid til at bearbejde dem. Men specielt her i bladets første tid er det vigtigt, at I sender os alt det informationsmateriale, I overhovedet kan grave op af skufferne. At I ringer os ned med ideer og forslag. Vær ikke bange for at overpromovere jer selv. Vi skal nok sortere, og vi er lige gode venner af den grund.

Produktnyheder

Men vi må og skal have stof. Ikke mindst produktnyheder.

Så uanset om I aldrig i verden kunne drømme at indrykke en annonce hos os, så sæt os på mailinglisten. Af ren og skær høflighed. Vi har brug for hver enkelt af jer.

Og nu lidt om branchen.

Det er fortvivlende at tale med virksomheder, der sidder med et medium i hånden, sprængfyldt med kreative og økonomiske muligheder og høre dem berette om den modstand, usikkerhed og konservatisme, de møder hos kundeemner – og reklamebureauer.

Danmark burde være foregangsland for alt dette. Lad være med at undskylde jer med, at manglen på TV-reklame har betydet dårlige vækstbetingelser for de audio visuelle medier. Det er vrøvl, og det lyder som en repræsentant for DBU, når landsholdet har tabt den afgørende kamp i VM-turneringen.

Der er glimrende muligheder i Danmark. Der er masser af visningsmuligheder, hvis man udfolder lidt opfindsomhed (for slet ikke at tale om at arbejde seriøst for at få åbnet æteren). Der er masser af knalddygtige produktionsfolk, som både kreativt og teknisk kommer op på linie med det bedste, udlandet kan præstere. Og der er masser af penge i dansk erhvervsliv til at sætte ting i gang med.

Brug dem.

Jeg håber du kan lide bladet. Det bliver endnu bedre næste gang.

Søren Wedderkopp, ansvarshavende redaktør



Det første nummer af AudioVisuelle Media udkom den 17. maj 1982 – 24 sider i avisformat. Det fortsatte indtil februar 2014, og "bladet" udkommer fortsat som både hjemmeside, nyhedsbrev og web-TV.

– Vi opfundet hjulet igen, skrev redaktør Søren Wedderkopp i den første lederartikel. Han henviste til planerne om at supplere destributionen til den basale målgruppe med skiftende supplerende målgrupper, fra måned til måned.

Det var annoncemanden Per Harms og hans kone Helle der var hovedkræfterne bag starten af AudioVisuelle Media, som bladet hed dengang. Der gik dog ikke lang tid før han overtog redaktørjobbet, for freelance-journalisterne var upålidelige, og der skulle jo artikler i bladet...

Denne basisgruppe får
AudioVisuelle Media hver måned

Reklamebureauer, udstillingsvirksomheder, bladhuse, fremstillere af telemateriel og skolemateriel, ministerier, hospitaler, fagforbund, handelsstandsforeninger, filmproducenter, UVMúcentre, biblioteker, fotografiske virksomheder, grammofonplade-og teatervirksomheder, biografer, konferencecentre og mødelokaler, Statens Informationstjeneste, Danmarks Journalisthøjskole, DSB, HT, Telestyrelsen, Post & Telegrafvæsenet. Danmarks Radio, Danske Reklamebureauers Brancheforening, Markedsføringsforbundet, Dansk Annoncør-Forening, Industrirådet, GrossererúSocietetet, Danmarks Turistforening, Landbrugets Afsætningsråd, importører og producenter af relevant hardware.

1 alt 3.910 eks.

Læs også
- AVMs grundlægger elskede deadlines og adrenalin-kick
- Branchens spejl i 25 år
- Den lange vej til AVMs redaktørstol