Det er der naturligvis ikke et entydigt svar på, for der er forskel på at lave et kendis-interview, der bare skal være underholdende, og f.eks. et nyhedsinterview med en politiker.

Man kan også spørge: Hvad er DR's interviewrolle som licensbetalt public service-station. Er det at give en bred præsentation af forskellige politikeres synspunkter? Eller er det at sætte dem kniven for struben?

Clement Kjersgaard mener tydeligvis at hans rolle hører til i den sidstnævnte kategori. Men er hans opgave at "dræbe" politikeren for åben skærm? Eller skulle han hellere arbejde for at give seerne den bedst mulige information, og så overlade det til politikerne selv at slå hinanden ihjel?

Clement Kjersgaard vil utvivlsomt hævde, at det er hans opgave at få politikerne til at svare på spørgsmålene – ud fra den præmis, at de ofte giver nogle mere eller mindre tomme svar. Årsagen kan være, at de ikke vil skræmme vælgerne væk, at de ikke lige har styr på detaljerne i det pågældende emne eller at de vil give plads til det politiske spil, så der fortsat er forhandlingsmuligheder.

Spørgsmålet er, om Clement Kjersgaard i sin kamp for ikke at være en umælende mikrofonholder i virkeligheden ødelægger sin egen rolle som interviewer?

Uffe Elbæks budskab

Lad os tage det helt konkrete eksempel: Interviewet med Uffe Elbæk i "Hos Clement" søndag den 29. maj.

Emnet var Danmarks flygtningepolitik og hvad Uffe Elbæk vil gøre, hvis han skulle få regeringsmagten. Kjersgaard præsenterede nogle hårdt skårne udtalelser fra Elbæk fra før og efter at Sverige strammede sin flygtningepolitik. Før stramningene var Elbæk enig i den svenske politik – men ville han nu løbe fra sine ord?

Uffe Elbæk havde ganske klare svar på denne problemstilling:

1) Grundlæggende handler det ikke om, hvorvidt vi skal tage 1.000, 10.000 eller måske 50.000 flygtninge, men om den umenneskelige situation, som krigsflygtningene befinder sig i.

2) Flygtningeproblemet er så stort, at det kun kan løses via en fælles europæisk indsats. Svenskerne (og tyskerne) har gjort en stor indsats for at hjælpe flygtningene, men måtte til sidst give op fordi de andre europæiske lande – herunder Danmark – forholdt sig passive.

Kjersgaards utilgivelige fejl

Clement Kjersgaards store fejl var, at han havde lagt en fasttømret strategi for, hvordan han ville få Uffe Elbæk ned med nakken: Han ville først få Elbæk til at bekræfte, at han stadig er enig i nogle gamle synspunkter fra før svenskerne strammede deres udlændingepolitik, og derefter skulle han konfronteres med nogle senere klip, hvor han ikke siger helt det samme.

Strategien lykkedes imidlertid ikke, for Elbæk ville ikke underlægge sig Kjersgaards meningsløse taltyranni. Og der var tilsyneladende ikke andre emner på interviewerens notesblok, så han blev ved og ved i over 20 minutter med den samme ikke-fungerende journalistiske finte. Det var dårlig forberedelse og spild af god sendetid.