Markedsanalyse
Juli 2014

De danske film
holder skansen

Det samlede biografmarked er i årets første seks måneder faldet 15 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Den danske markedsandel ligger fortsat højt.


Første halvår har ikke været lutter succes for biograferne, hvor der er solgt 5,6 mio. billetter, hvilket er 15 procent færre end sidste år og tillige en del lavere end niveauet i de seneste fem år.

Mens de amerikanske film i år ser ud til at have stabiliseret billetsalget efter fire år med faldende salg hvert år, er billetsalget til både danske og europæiske film en del under niveauet fra de seneste år. Vi skal tilbage til 2010 for at finde et første halvår med færre solgte billetter til danske film. Dansk film har dog opretholdt en generelt pæn markedsandel på 25 procent.

Optimisme

Lars Langballe, der er lanceringschef på DFI, ser dog frem et efterår med gode danske filmoplevelser:

– Allerede den 28. august lukker Biografklub Danmark op med Niels Arden Oplevs "Kapgang", og i efterårsferien kan børnefamilierne igen møde "Krummerne". Her kommer også den anden film i serien om Carl Mørck fra Jussi Adler Olsens bestsellerbog – "Fasandræberne". Derudover kommer Bille Augusts "Stille hjerte", Hella Joofs "All Inclusive", samt et gensyn med hele Danmarks superhelt, Antboy, i "Anboy 2".

– Vi krydser fingre for et stort publikum til de danske film i efteråret, og dermed fastholdelse af den flotte markedsandel som dansk film historisk set har udmærket sig med".

Top 10-film – første halvår 2014

  • 604.364: Klassefesten 2 – Begravelsen (DK), premiere 06.02.2014
  • 292.862: Frost (US), premiere 25.12.2013
  • 285.786: Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage (DK), premiere 06.02.2014
  • 246.373: The Wolf of Wall Street (US), premiere 09.01.2014
  • 216.539: Lego Filmen – Et klodset Eventyr (US), premiere 06.02.2014
  • 198.546: 12 Years a Slave (US), premiere 20.02.2014
  • 172.217: Rio 2 (US), premiere 10.04.2014
  • 165.293: En du elsker (DK), premiere 24.04.2014
  • 159.415: Monica Z (SE), premiere 20.03.2014
  • 153.405: X-Men: Days of Future Past (US), premiere 22.05.2014

    Kilde: DFI/Martin Kofoed Hansen


  • "Klassefesten 2 – Begravelsen" er årets pt. mest sete biograffilm i Danmark.